Et sted mellem bjergene i Sonora Desert står Mathilde Walter Clark en tidlig morgen og knipser med sit kamera. Men det er ikke udsigten, fotografiapparatets linse fanger. Hun er på researchtur og befinder sig på en hemmelig afvænningsklinik - med et pudsigt afvænningsspeciale: seksualdriften.
»Jeg gik entusiastisk rundt og fotograferede, da et par hænder pludselig trak mig ind i receptionen, hvor to sure madammer straks begyndte at udspørge mig og forlangte at få mit kamera. De var rasende og ville se alle mine billeder,« fortæller Mathilde Walter Clark, der måtte indvillige i at slette kameraets indhold. Heldigvis var motivet lagret i hukommelsens fotoalbum, og scenen var intakt.
Det er den også i hendes tredje udgivelse Priapus, hvor hovedpersonen af samme navn indlægges på netop det afvænningshjem. Og når man under læsningen tager sig selv i at tænke, at beskrivelsen af en kuranstalt klemt inde mellem Arizonas bjerge med speciale i ‘afvænning og kontrol af lidenskab’ er en kende for kreativ, så skyldes det måske, at man aldrig har stået foran den gule bygning i Sonora Desert.
For den findes. Michael Douglas og andre Hollywood-stjerner kan skrive under på det.
»Når man skræller alle de civilisations-opretholdende elementer af og står tilbage med den rå ur-seksualitet, er den på en gang skræmmende og dragende,« fortæller Ma-thilde Walter Clark.
Hun ønsker i sin nyeste roman at gøre op med den traditionelle myte om, hvordan en ‘ægte’ forfører opfører sig. Derfor er der heller ikke meget James Bond over hendes hovedperson Priapus.
»Priapus har intentionen om noget andet. Han er ikke en ‘ren’ forførertype som f.eks. Don Juan eller Casanova. Han angrer, hver gang han har været utro, og han vil gerne være en god ægtemand og dyrke tosomheden. Han kan bare ikke,« forklarer Mathilde Walter Clark, der tror, mange kvinder vil kunne genkende hans type: »Der er noget spændende ved den slags mænd - noget som kalder urinstinktet frem i én.«
Derfor er forførelsen både utiltalende og tillokkende på samme tid, forklarer hun. Det hemmelighedsfulde fascinerer. Og det er hun tilsyneladende ikke ene om at synes. Tv-serien Californication med David Duchovny som den sexafhængige forfatter Hank, baseret på Charles Bukowskis liv, har de seneste år opnået stor succes, og for nyligt udkom Per Flys film Kvinden der drømte om en mand, som også udforsker begær og besættelse og har op til flere ligheder med Mathilde Walter Clarks roman.
»Per Fly er gået ind i den kvindelige seksualitet og prøver at skildre, hvad kernen er set derfra. Jeg gør det gennem den mandlige optik. Det giver forskellige udtryk, men indgangsvinklen er den samme. Lars von Triers Antichrist gjorde noget lignende. Det er åbenbart et emne, som er oppe i tiden og alligevel provokerer, hver gang vi rokker ved det. Måske fordi det truer vores kollektive idé om, hvordan samfundsopholdende adfærd skal være?«
Provokationen over den letsindige livsførelse som forførertypen lever, skyldes især det faktum, at vi alle sammen indeholder elementer af den, mener Mathilde Walter Clark: »De fleste af os undertrykker bare de dybe seksuelle kræfter i deres rå form.«
»Jeg tænkte over det med reaktionerne på Antichrist og med den afsporede debat omkring Jørgen Leth og nu for nyligt med Tiger Woods. Vi lapper historierne i os, men fordømmer dem samtidig. Tiger Woods’ historie er meget Priapus-agtig. Han lever drømmen, er succesfuld, dygtig og gift med en smuk ung kone - og ved siden af kører passionens grimme side, der er så grim, at han ikke selv vil være ved den. Uanset om manden hedder Tiger Woods eller Bill Clinton, så var det i begge tilfælde vigtigt, at de undskyldte offentligt. Åbenbart føler vi, at det angår os personligt, hvad de gør i deres privatliv - hvorfor?« Mathilde Walter Clark slår ud med hænderne og løfter øjenbrynet for at markere sin undren.
»Jeg tror, det udspringer af et dybtliggende behov for at ville ligne hinanden. Vores samfund er bygget op omkring nogle ensrettende mønstre, og de her mennesker har åbnet for en sluse, vi ikke tillader os selv at åbne for. Når vi når ind til passionens kerne, befinder os pludselig i et råt driftsfelt, hvor al rationalitet ophører. De svar, vi søger, kan vi ikke få. Det er som sorte pletter på den menneskelig psykes landkort.«
Det er i den forbindelse interessant at bemærke det ordvalg, Tiger Woods brugte i medierne om sine sidespring, fremhæver Mathilde Walter Clark:
»Han undskyldte sin ‘transgression’. Et ord, der betyder noget i retning af ‘overtrædelse af reglerne’. Juridisk har han ikke gjort noget galt, men han har overtrådt en kollektiv norm. Og det er på en måde meget værre.«
Og det er, mener Mathilde Walter Clark, den forklarende årsag til, at den slags historier ender på forsiden af sladderpressen. F.eks. også afsløringerne af Michael Douglas, som skulle vise sig at lede hende til den hemmelige forførerklinik i Arizona.
Inden Mathilde Walter Clark blev ekspederet ‘off the grounds’ i en golfcart af de sure madammer fra receptionen, nåede hun at optage en film på sit kamera.
Da de vrede damer bladrede kameraets indhold igennem, lignede den et uskyldigt og lidt sløret snapshot af de omkringliggende bjerge - og de lod hende derfor beholde den. I dag er filmen et minde om en meget usædvanlig oplevelse.
Besøget foretog hun i forlængelse af et skriveprogram, som hun deltog i på Iowa University.
»Vi boede 35 forfattere fra meget forskellige kulturer side om side - hvidhårede gamle mænd fra Burma i lindeklæde og afrikanske damer i farvestrålende dragter,« fortæller hun og kigger ned af sin egen skandinaviske egnsdragt: cowboybukser, stribet t-shirt og sort blazer.
»Jeg måtte instruere ham fra Burma i, hvordan man kender forskel på kaffemaskinen og mikrobølgeovnen - og hvilken en af dem, han kunne lave ris på,« griner hun.
»Hele tiden tænkte jeg: Nu hopper der nogen frem og fortæller mig, at jeg er med i et tv-koncept.«
Mathilde Walter Clark smiler overbærende af sig selv og indrømmer, at hun til at begynde med mest så det som en festlig oplevelse. Det viste sig dog at være vældig prestigiøst - bl.a. har nobelpristageren Orhan Pamuk og andre litterære berømtheder deltaget i programmet.
Men Mathilde Walter Clark har før kastet sig over ukendte udfordringer, så det skræmte ikke. Da hun i 2001 forlod reklamebranchen, var det fordi, hun ikke kunne mærke den kreative åre, fortæller hun.
Så hun skippede en ellers solid hyre og helligede sig i stedet skriften. Det var derfor en velkommen blåstempling, da hun i 2006 modtog det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond.
»Legatet har betydet, at jeg kan sove om natten. Det lyder poppet, men jeg har aldrig sovet så godt, som efter jeg fik det. Når jeg går i gang med en ny roman, starter jeg forfra hver gang. Det er jeg nødt til. Det gælder om at ændre sig. Men det kræver tid og ro.«
Og netop tid og ro er vigtigt i Mathilde Walter Clarks skriveproces. Derfor har hun også svært ved at snakke om sine tekster, mens hun arbejder på dem:
»Jeg har en fornemmelse af stoffet og er i dialog med det. Men jeg kan ikke verbalisere det, når jeg er midt i det. Der er et hulrum, som holder mig fanget, og det er det, der gør, jeg skriver.«
Mathilde Walter Clark puster det mørke hår væk fra ansigtet og uddyber:
»Processen er meget intim for mig. Jeg kan godt blive helt paf, når jeg f.eks er ude og optræde, og folk pludselig spørger: ‘Hvad skal du i gang med nu?’ De føler ikke, de overskrider nogen intim grænse ved at spørge, men jeg har aldrig kunnet give noget godt svar. Når jeg får det spørgsmål, føler jeg mig faktisk - for nu at blive i min egen terminologi - taget med bukserne nede.«
‘Priapus’ udkommer på Samleren d. 19. februar