Hans debatbøger om Det delte Danmark og Den nye ulighed hører til nogle af de senere års mest omtalte og dagsordensættende, og anmelderne roser ham for at være en fremragende formidler af det moderne, opdelte klassesamfund.
Lars Olsen er ikke hvem som helst. Derfor havde den 54-årige forfatter og journalist egentlig troet, det ville være en formsag, da han i efteråret 2008 søgte om et arbejdslegat på 100.000 kroner fra biblioteksafgiftspuljen under Statens Kunstråd til sin netop udkomne bog, Eliternes triumf.
Men det var det ikke.
I stedet modtog han to måneder senere en nedslående afvisning fra Kunstrådets Litteraturudvalg, der havde vejet hans bogprojekt og fundet det for let. Udvalget fandt ikke, at projektet opfyldte »niveauet for tildeling af legat i lige så høj grad som de ansøgninger, udvalget besluttede at imødekomme,« som det hed i afslaget.
Lars Olsen var målløs, og blev endnu mere overrasket, da det gik op for ham, hvem Litteraturudvalget i stedet havde fundet værdige til at modtage støtten, der både gives til skøn- og faglitterære forfattere: Carsten Jensen, Henrik Nordbrandt, Niels Barfoed, Pia Tafdrup, Thomas Boberg, Christina Hesselholdt, Morten Søndergaard, Ida Jessen, Mette Moe-strup m.fl.
»Listen var spækket med folk fra parnasset, der allerede har modtaget masser af offentlige støttemidler,« siger Lars Olsen, der mener at kunne se et mønster i fordelingen af de mange millioner.
»Jeg er bange for, at der er en høj grad af indspisthed i det her miljø, og at det spiller en rolle for, hvem der får støtte, og hvem der ikke får. Jeg kan selvfølgelig kun gisne om årsagerne til, at jeg blev forbigået, men jeg har en fornemmelse af, at det har stor betydning, om man lige færdes i de rigtige cirkler, og om man kender nogen, der kender nogen,« siger han.
Lars Olsen endte i stedet med at modtage et beløb fra fagforbundet 3F i nogenlunde samme størrelsesorden som de 100.000 kroner, han oprindeligt havde søgt om hos Kunstrådet. Når han nu langer ud efter fordelingen af kunststøttekronerne, skyldes det derfor ikke almindelig brødnid, understreger han.
»Jeg brokker mig ikke, fordi jeg er misundelig over, at andre har fået penge. Jeg brokker mig, fordi jeg mener, det er en principiel diskussion værd, hvordan vores fælles skattekroner fordeles – og fordi jeg har en fornemmelse af, at der i dag hersker en vis indspisthed i det miljø, hvor pengene fordeles,« siger han.
– I 2008 modtog Kunstrådets Litteraturudvalg 310 ansøgninger til Biblioteksafgiftspuljen, hvoraf 62 blev tildelt støtte. Kunne det ikke tænkes, du bare var uheldig det år?
»Jo, det kunne det selvfølgelig. Men min pointe er, at der trods alt er så påfaldende mange kendte på listen, som tidligere har modtaget tilskud, at det er svært ikke at opfatte som en understregning af, at det er en fordel at tilhøre de rigtige cirkler – det er i hvert fald en diskussion, jeg gerne vil rejse,« siger Lars Olsen, der mener, en løsning kunne være at indskærpe, at støtten i videst muligt omfang bør favorisere de forfattere, som ikke allerede har fået støtte fra staten.
»Man kunne for eksempel helt konkret vedtage, at støtten fortrinsvist burde gives til kunstnere, der ikke tidligere har modtaget betydelig offentlig støtte. På den måde ville man have angivet et formål med kunststøtteordningen – nemlig at hjælpe nye forfattere på vej – samtidig med at man med ordet ’fortrinsvis’ forbeholdt sig retten til at undvige fra princippet, når det var nødvendigt,« siger han.
Formand for Kunstrådets Litteraturudvalg Finn Hauberg Mortensen afviser, at han eller nogen af udvalgets øvrige medlemmer skulle favorisere visse forfattere frem for andre.
»Jeg har svært ved at genkende, at vi skulle være indspiste, når virkeligheden er, at vi kun sjældent er enige om, hvilke projekter der bør støttes,« siger han og henviser til, at medlemmerne af litteraturudvalget kun sidder i fire år ad gangen og rekrutteres ad forskellige kanaler.
»Det er alt sammen med til at sikre en stor bredde i opfattelsen af, hvad der er værd at støtte, og det synes jeg også kommer til udtryk i tildelingerne,« siger Finn Hauberg Mortensen.
Han understreger, at han ikke kan kommentere på enkeltsager.
»Men overordnet betragtet er konkurrencen om bevillingerne hård, og derfor modtager vi også hvert år flere kvalificerede ansøgninger, som vi desværre ikke kan tilgodese alle sammen,« siger han.
Heller ikke Mads Øvlisen, formanden for Statens Kunstråd, ønsker at kommentere på den konkrete sag. Til gengæld hilser han kritikken velkommen som en belejlig anledning til at tage fat på en større og mere principiel diskussion, der vedrører systemets inderste kerne, nemlig: Hvorfor skal vi overhovedet støtte kunst?
»Jeg havde håbet, at netop dén diskussion ville blive udfoldet, da kulturminister Carina Christensen og Pia Kjærsgaard tørnede sammen i sommer. Men desværre døde den hurtigt ud,« siger Mads Øvlisen, der nu håber, Lars Olsens aktuelle kritik i stedet kan agere katalysator for en bredere debat om kunststøtten.
»Diskussionen om kunststøtten bliver næsten altid en diskussion om personer og kroner og øre – om hvem der skal have hvor meget. Men ingen spørger til, hvorfor vi overhovedet skal støtte kunsten? Og vi trænger i dén grad til at stille os selv spørgsmålet,« siger Øvlisen.
Støtter vi for eksempel kunsten for at blive verdensberømte i udlandet? Gør vi det for at styrke vores nationalfølelse? Eller gør vi det for at have noget pænt at se på?
Spørger man Øvlisen selv, er han bange for, at vi hovedsageligt gør det af gammel vane, og han efterlyser derfor, at politikerne i højere grad kommer på banen med nogle klare bud på, hvad sigtet med støtten er og skal være.
»Ikke fordi armslængdeprincippet bør sættes over styr, eller politikerne skal styre kunststøtten mere. Men fordi det er nødvendigt med politiske visioner. Også for kunstområdet,« siger han.