To internationale begivenheder cementerede i den forgange uge dansk dokumentarfilms øjeblikkelige stjernestatus.
På den prestigefyldte Sundance Film Festival i USA vandt journalist Mads Brügger natten til søndag juryens store pris for bedste udenlandske dokumentar for sin satiriske film, Det Røde Kapel, der skildrer en fiktiv teatertrups møde med den nordkoreanske befolkning.
Og tirsdag blev den danske instruktør Anders Østergaard belønnet med en oscar-nominering for dokumentarfilmen Burma VJ, der følger en videojournalist under opstanden i Burma i 2007.
De to hædersbevisninger sætter en tyk streg under, at Danmark for tiden udgør »en international højborg for dokumentargenren«.
»Dansk dokumentarfilm nyder kolossal anseelse rundt om i verden,« siger Anders Østergaard, der siden premieren på Burma VJ i efteråret 2008 er blevet hædret med næsten 40 priser fra ind- og udland.
Og de danske dokumentarfilms stigende popularitet afspejles ikke kun i prisregnen fra de store festivaler. Også i biografsalene og bag tv-skærmene vinder dokumentarfilmene frem.
Anders Riis-Hansens dramatiserede dokumentar om Blekingegade-banden lokkede således godt og vel 80.000 danskere ind i biografmørket, mens mere end en kvart million så med fra sofaen, da Christoffer Guldbrandsens Dagbog fra Midten, om dannelsen af Ny Alliance, løb over skærmen på DR2.
Ifølge Anders Østergaard er der flere forklaringer på dokumentargenrens succes. En af dem skal findes i et sundt produktionsmiljø, gode muligheder for fondstilskud og en velsmurt talentfabrik i skikkelse af Den Danske Filmskole.
Men man kommer samtidig ikke uden om, at også en særlig kulturel forudsætning gør sig gældende, mener han: danskernes forkærlighed for realisme.
»Vi må konstatere, at vi har realismen kær og altid har haft det i dansk åndsliv - selv H.C. Andersen var en stor realist. Jeg tror simpelthen bare det passer til vores kulturelle gemyt at sige tingene, som de er, og være i jordhøjde med virkeligheden. Vi danskere kan godt lide det virkelighedsnære, og så er det også naturligt, at vi godt kan lide dokumentarfilm,« siger Anders Øster- gaard.
Lektor ved nordisk sprog og litteratur på Aarhus Universitet Britta Timm Knudsen, der netop har skrevet om danske dokumentarfilm i antologien Visuel kultur (2009), er enig i, at dansk dokumentarfilm i høj grad står i gæld til »hele den danske realismetradition«. Men instruktørerne er i dag mindre interessede i at gengive virkeligheden og mere interesserede i at ændre den, mener hun.
»Tidligere var vi tilbøjelige til at tænke dokumentarfilm som meget virkelighedsnære fremstillinger af verden. Men mange af de nye danske dokumentarfilm har faktisk mere karakter af at være interventioner i verden, filmene vil rykke noget i verden, de vil forandre noget,« siger hun og nævner den aktuelle Burma VJ som et oplagt eksempel på en dokumentar, der »udgør et politisk dokument med langt større rækkevidde og betydning end et topmøde om samme emne.«
Spørger man professor i Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet Ib Bondebjerg, er der også en mere profan forklaring på de danske dokumentarister internationale succes. Den handler først og fremmest om statslige støttekroner.
»I mange andre lande er mainstreameffekten stor, fordi man som instruktør er tvunget til at ramme nogle bestemte slots på tv-stationerne. Men den effekt er langt mindre dominerende i Danmark, fordi vi har et unikt støttesystem, der giver både små og store talenter mulighed for at afprøve grænser, eksperimentere med formen og tilføre deres film en mere kritisk kant,« siger Ib Bondebjerg.
Endelig har det haft stor betydning for dansk dokumentarfilm, at København er blevet valgt som hovedsæde for The European Documentary Network, mener Ib Bondebjerg.
»Det har betydet, at man har fået skabt en international ramme omkring det danske dokumentarfilmsmiljø, så omverdenens øjne er rettet mod os. Danmark er simpelthen blevet et centrum for det internationale og europæiske netværk, som er blevet bygget op de senere år,« siger han.
På DR2 oplever kanalchef Arne Notkin også, hvordan danskerne i stigende grad har fået øjnene op for de veldrejede dokumentarfilm. Hver tirsdag aften rydder DR2 sendefladen til Dokumania-dokumentarer, og om søndagen står den på 24 timer vi aldrig glemmer.
»Folk vil se historier fra virkeligheden,« siger Arne Notkin, der mener at et begreb som autencitet er blevet et kodeord for mange danske tv-seere.
»De største underholdningsprogrammer på tv er i dag reality shows, og uden sammenligning i øvrigt er det er det samme krav om autencitet, der går igen i interessen for den velfortalte dokumentarfilm. Vi vil gerne røres og gribes af fortællinger fra virkeligheden,« siger Notkin.
Han fremhæver desuden den stadigt øgede grad af faglig professionalisme som en forklaring på seernes trofasthed.
»De danske dokumentarister bliver stadig mere professionelle og låner i stigende grad elementer fra fiktionen - musik, dramatiske greb og rekonstruktioner - som alt sammen er med til at skabe mere spændende film. Der er sket en genreglidning i forhold til de gode gamle, journalistisk nøgne dokumentarfilm - og den historie hører med, hvis man vil forstå, hvorfor filmene når så langt ud,« siger han.
Ved den internationale filmfestival i Amsterdam, IDFA, som er årets største dokumentarfilmsbegivenhed, var hele 11 danske film i 2009 udtaget til konkurrence, herunder Miki Mistrati og Nagieb Khajas ‘Terrorist ved et tilfælde’, Andreas Koefoeds ‘Alberts vinter’ og Katrine Philps ‘Book of Miri’, der alle opnåede nomineringer til festivalens store priser