Som tilskuer til den ydmygelse og fysiske og psykiske mishandling, Precious (Gabourey Sidibe) udsættes for i Lee Daniels film, der bærer hendes navn, lærer man hurtigt at sætte pris på de fantasier, den 16-årige pige selv flygter ind i for overhovedet at kunne holde livet ud.
I fantasisekvenserne, som Daniels har iscenesat med et vist mål af humor og visuelt overskud, forestiller Precious sig, at hun er stjerne og genstand for omgivelsernes umådelige beundring og begejstring. Den 150 kilo tunge, sorte pige er iført smukke, farvestrålende rober og fører sig frem som en sand verdensdame, mens hun deler forførende blikke med de flotte mænd, som følger hende. Hun er præcis lige så kostbar, som hendes navn siger.
Dagdrømmene er hendes ventil og sammen med hendes utrolige livskraft grunden til, at hun overhovedet kan overleve sin modbydelige mor, Marys (MoNique), endnu mere modbydelige, verbale og fysiske overgreb.
Precious er gravid med sit andet barn, og faren til begge er hendes egen, nu fraværende far, hvorfor moren hader hende af et fuldstændig forkrøblet, ondskabsfuldt hjerte. Mary kan simpelthen ikke acceptere, at faren hellere vil have Precious.
Precious første barn har Downs Syndrom og bor hos sin oldemor, der ikke kan hamle op med sin datter, Mary, og kun kommer forbi med oldebarnet, når socialforsorgen besøger Precious og Mary for at vurdere, om de stadig skal have socialhjælp.
Precious ved godt, at når folk ser på hende, ser de en overvægtig, gravid og sort tabertøs fra Harlem. Men faktisk er hun en begavet og på mange måder stærk ung kvinde hvilket vi finder ud af, fordi hun er filmens fortæller der ingen chancer har haft i livet før nu.
Precious går i 9. klasse, har sans for tal og matematik og får gode karakterer i skolen. Men som det efterhånden afsløres i filmen, kan hun overraskende nok hverken læse eller skrive, hvilket kun understreger, at skolesystemet aldrig har haft tid til hende, ja, faktisk må have opgivet hende meget tidligt.
Takket været en emsig, kvindelig skoleinspektør optages Precious dog på en skole for unge med indlæringsvanskeligheder, og en art selvrealisering begynder for den mishandlede pige, der også godt ved, at det, hendes mor og far har gjort ved hende, er forkert, men ikke har haft ressourcerne eller opbakningen til at gøre noget ved det. At hun stadig har forstanden i behold, er i sig selv et mindre mirakel.
Precious nye lærerinde, fru Rain (Paula Patton), lærer hende at læse og skrive og får hende og den øvrige håndfuld elever i klassen til at skrive om deres liv og inderste tanker og følelser til hende. Skriverier, som fru Rain så svarer på, og som bliver en del af de unge menneskers helingsproces.
Nu lyder Precious måske som en af den slags opbyggelige fortællinger, man har set så mange gange før. Og det er det på nogle måder også. Men den er også meget mere, ikke mindst fordi Lee Daniels har et meget jordbundet og usentimentalt greb om historien, og fordi han ubønhørligt strammer skruen om både Precious og publikum hele vejen gennem filmen. Der er tilsyneladende ingen ende på de nederdrægtigheder, som hendes jaloux mor vil udsætte hende for.
Det tjener Monique til ære, at hun på et tidspunkt mod slutningen af filmen giver os et glimt af mennesket bag monstret. Det er en stor og frygtløs præstation, og selv om man ikke ligefrem får sympati for Mary, får man en vis forståelse for hendes mildest talt vanskelige væsen.
I det hele taget er Precious en rasende velspillet film, hvor musikalske superstjerner som Mariah Carey og Lenny Kravitz i små roller beviser, at de kan spille karakterskuespil, og hvor den 26-årige filmdebutant Gabourey Sidibe gør et stort indtryk i rollen som Precious.
Til at begynde med virker hun utilnærmelig som en pirrelig, tykhudet elefant, der bare vil være i fred men langsomt kravler hun ud af den mentale, næsten fysiske skal, hun er krøbet ind i for at beskytte sig selv. Og undervejs begynder hun også over for sine omgivelser at formulere nogle af alle de tanker, hun har gjort sig om sin kummerlige tilværelse og en lysere fremtid, og pludselig kan hun endda smile og grine.
Precious, der er baseret på en roman, Push, af kunstneren Sapphire, er ikke nogen vanlig socialrealistisk film, selv om den rummer en tilsyneladende realistisk skildring af fattige, sorte menneskers vilkår i en amerikansk storby og samtidig er en barsk kritik af et socialt system, der har svigtet.
I stedet er det en universel og både rørende og oprørende fortælling om et såret, mishandlet menneske, der mod alle odds og takket være stor indre styrke og andre menneskers tillid og godhed i hvert fald har en chance for at få et godt liv.
Precious er ikke en film, jeg har lyst til at se igen lige med det samme, men det er heller ikke en film, jeg tøver med at anbefale, fordi den er så intens og trods alt håbefuld i sit humanistiske budskab og hyldest til en usandsynlig overlever: Hvis Precious kan, kan vi også.
Precious. Instruktion: Lee Daniels. Manuskript: Geoffrey Fletcher. Amerikansk (Dagmar, Empire, Falkoner, Grand og Vester Vov Vov i København og en håndfuld biografer i resten af landet)