Hvordan kan nogen egentlig holde ud at se de fede idioter vralte rundt på deres flade bredskærme, eller hedder det brede fladskærme?
Jeg sidder på hotellet og tænker på Elvis, every hotel is a heartbreak hotel, mens jeg ser Don Hvad-fanden-er-det-nu-han-hedder, ham fra Miami Vice i de hyperæstetiske 80’ere, og det er DR2 klokken 16.15. Vi befinder os i et stormagasin. »Ladies and gentlemen,« siger den enormt brede og flade Don Et-eller-andet, »I’m gonna suggest that Elvis is still in the building.«
Man ser sig omkring, men der ingen andre end mig og Don Hvad-i-helvede-hedder-idioten og hans makker, der sniger sig bredbagede rundt i herreafdelingen, hvor brede frakker hænger på lange stativer, og det er jul. »Looks a lot like christmas,« siger fjolset, og nu kommer titlerne på. Don Johnson hedder bredbagen, og nu tordner maskingeværet.
De plaffer ham gennem spejlet. Serien hedder Nash Bridges.
»Der er forbrydere på tredje etage,« og de er brede. De er flade. Zap til Norge.
»Høyr no her!«
Det er tysk på norsk, endnu en krimi. Krimi er tidens svar på alle spørgsmål. Krimi er flad, krimi er bred. Krimi er tyk.
Flade, brede, tykke krimi: »Sie kaufte alle seine Platten, und sie spielte sie ununterbrochen!«
Wirklich? Zappen wir doch weiter. Til Rai.
»Il succeso mi crea problema con gli uomini.« Med hvem? Det er Luciana, hun hedder. Hun er bred og fed. Zap til Rusland.
»Murder of Russia’s last zsar could be reopened!« Wow! Noget for Don Johnson måske, eller en anden bredbag, en anden fladmand. Under alle omstændigheder opklarede The Rolling Stones det mysterium for mange år siden: »Who killed the zsar and his ministers, well, after all it was you and me.«
Zap. Zap. Zap. Zap. Kina, fladt og bredt. Ørkenvandring, bred og flad. Sport.
Ægypten med Zidan vinder 1-0 over Ghana. Bredrøvede spillere, enormt bredskuldrede. Flade, flade. Flade og brede.
De snakker i Tv-Avisen om, at vi nu snart alle sammen skal have tryllebriller på og se tingene ryge ud i hovedet på os hjemme i stuen.
Brede, flade og udfarende. Jesper Langballe, Søren Espersen, i 3D.
Det er uhyggeligt.
Deadline har fået nyt design. Fint nok sådan set, for det gamle rohrschachgardin med tilhørende jingle var i sin psykoanalytiske orientering måske lidt for langsommeligt og krævede ligesom den samtale os imellem, som pillerne nu har overtaget. Er det mig, der er syg? Hvorfor er de så brede alle sammen, hvorfor er de så flade? Hvem er de? Hvem er jeg?
Og Deadline 17 skal nu være med ham fra Debatten - og med publikum! Brede publikum, flade publikum. Det er Public Service, det er bredt og fladt. Det er snart i 3D.
De snakker signalpolitik. At politikere, de brede politikere, de flade politikere, nu snart i 3D ikke længere vil gå i dybden med noget. De skøjter bare bredt og fladt hen over alt, der måske kunne være personlig holdning som den, der på papiret binder danske parlamentarikere i ed.
Nej, vi vil have brede signaler, flade signaler, og snart i 3D.
Vi vil have bred, flad burka i 3D. Vi vil have bred, flad skolemad i 3D. Vi vil have bred, flad Far Her i 3D.
»Jeg har i dag fået en statusopgørelse fra Statsministeriet,« siger en fyr, der ligner Brian Mikkelsen, men han har været til kondi, han er blevet så bred, han er blevet så flad. Hvorfor er han ikke i 3D?
Hvorfor eksploderer han ikke ud over det hele?
Det er Anders Samuelsen, Anne Båstrup og Martin Henriksen, der debatterer med Adam Holm. Brede poltikere, flade politikere, bred studievært, flad studievært. Flad fornemmelse. Noget galt.
»Jeg skal lige gøre det færdigt,« siger en af dem. Han siger det bredt, han siger det fladt. Han vil snart sige det i 3D. Han taler ikke, han signalerer.
Hjemme har vi ikke sådan en skærm, som de har her på Heartbreak Hotel. Vi har mors gamle smarte røde fjernsyn fra dengang skærme var kvadratiske og 22 tommer på hver led. Der er ingen, der ser anderledes ud end normalt. Men det gør alle, det gør alting, på det nye billede, der er det samme, bare trukket ud i begge sider, så alt bliver bredere, alt bliver fladere, for apparatet er fladt. Det er en væg. En bred væg, en flad væg. Snart vil den vise os det samme i 3D, snart vil den være endnu mere uvirkeligt virkelig.
Vi er fortid. Røde mors smarte gamle fjernsyn er fortid. Ligesom Elvis. Han blev også tykkere, men ikke på den måde. Han var ikke flad. Han var andre signaler.
Den nye verden der på væggen er et andet hus. Bredt er det. Fladt er det. Det er fremtidens hus. Snart i 3D. Som om vi ikke var det i forvejen alle sammen.
Fremtiden er flad og bred, sikkert også i 3D. Ligesom demokratiet. Men Elvis?
He has not entered that building yet!