Det går godt i folkeskolen. Men det skal gå endnu bedre. Siger statsministeren. Børnene er er blevet bedre til at læse. Men de skal blive endnu bedre til at læse. Siger statsministeren og lovede et læseløfte. Og han mødtes med eksperter og aktører og sagde bagefter noget af det samme, som det, de havde sagt til ham: »Vi skal lave et nyt partnerskab.«
Danskerne ved bedst selv, siger statsministeren. De er kloge og kompetente. Han er ikke bange for, at de ikke kan håndtere oplysninger om de forskellige skolers karaktergennemsnit, og han stoler på, at vælgerne kan gennemskue alt det kloge-åge-snak fra de politiske kommentatorer, som han selv er temmeligt træt af.
Den nye danske statsminister prøver med andre ord at være positiv. Han har pakket hammeren ned og fundet fløjlshandsken frem: Han klapper og aer nationen, han roser os alle sammen. Det er så godt, at nationen gaber sig selv i søvn. Det er så sandt, at det ikke kan være forkert, og det er så rigtigt, at det er fuldstændigt ligegyldigt.
Statsministeren har lagt afstand til sin forgænger, og han er på sin vis trådt i karakter som ny leder. Men det, som han lærer på den hårde måde i disse uger, er, at politikere ikke træder i karakter med roser og komplimenter. De træder i karakter gennem de konflikter, de skaber. Den politiske administration forholder sig til helheder. Men det politiske drama finder sted i konflikten mellem det rigtige og det forkerte. Den effektive administration ser verden som en enhed af tal og tabeller. Det demokratiske engagement virker kun, hvis det ser fronter i den sociale virkelighed mellem rigtigt og forkert. Administrationen appellerer til rationelle ræsonnementer, hvorimod engagementet appellerer til følelserne og fornemmelser af utilfredshed. Den effektive ledelse taler behersket om løsninger, mens den mobiliserende politiker råber op med metaforer og fjendebilleder. Nogen kalder det udemokratisk, at der er så meget hysteri og ballade i offentligheden om problemer, der for en administrativ optik er ligegyldige. De taler nedladende om den forfærdelige symbolpolitik, som undergraver demokratiet. Andre beskylder politikerne for at være verdensfjerne og tale et sprog, som folk ikke forstår. De mener, at politikerne lever i deres egen lukkede verden uden forbindelser til almindelige menneskers hverdag. Og det ser de som et demokratisk problem. Denne anklage afdækker en fundamental udfordring. De to hensyn til den kølige administration og det varme engagement er konflikt. Når kritikere efterlyser, at statsministeren skal opfinde et projekt for at træde i karakter som leder, handler det om, at han skal iscenesætte sociale konflikter i et offentligt teater. Men han svarer igen med endnu flere administrative målsætninger. Kritikerne spørger med andre ord til statsministerens varme sprog og utilfredshed. Og han svarer med det kolde sprog og positive løsninger. Det virker bare ikke.
Nu kan man mene, at det er ulideligt, at det altid skal handle om det negative. Det er ikke en ny anklage, men et gammelt problem. Filosoffen Hegel betegnede fornuftens engagement i verden som «negativiteten på arbejde«. Digteren Per Højholt lod sin anden stemme Gitte reflektere over dette problem for snart 30 år siden i en monolog om Danmark: »Danmark alså, Christiania og RUC, ikk’ oss’, grønlændern’, sælmord, og forurening, ikk’ oss’ - kris’, al’ det negativ’, ja, men sår’n er’et, positiv, det bekymmer de sig ikk’ om.«
Gitte spørger med andre ord, hvorfor det altid skal handle om det negative. Hun kan ikke forstå, hvorfor vi ikke snakker om det positive. Hun finder det opslidende, men hendes egen refleksion leverer svaret: Der er ikke nogen, der bekymrer sig om det positive. Når man er optaget af den sociale virkelighed, er man ‘bekymret’. Det er det bekymrende, som taler til én, og som man får øje på. Det er det, der er værd at beskæftige sig med. Der er ingen grund til at tage sig af det positive, for det kører jo bare. Hvem kender ikke til skuffelsen over, at man ikke kan glæde sig over et løst problem? Man er enormt bekymret over noget, der kan gå galt. Men når det til sidst går godt, bruger man slet ikke samme tid på at glæde sig over det. Så er man allerede optaget af næste problem. Og hvem kender ikke til den dårlige samvittighed over, at man ikke kan engagere sig i gode venners succes, men først kommer rigtigt tæt på dem, når de bliver syge eller skilt? Man hører ofte beklagelser over alt det negative i pressen. Men det er jo ikke interessant at høre om tog, der kører til tiden, hemmeligheden, der ikke bliver lækket og skolegårde uden mobning. Klimaet bliver først interessant, når det er ved at være ødelagt, ligesom man først taler om sammenhængskraften, når man mener, den er truet. Man hører ikke om fjerne lokalsamfund, før en forbrydelse har fundet sted, og venners kolleger dukker først op i samtalen, når de er blevet fyret eller har fået kræft. Det sjove er, at også efterlysningen af det positive er en bekymring over noget negativt: Man forholder sig negativt til det negative, ligesom man taler om de lykkelige danskere som polemik mod dem, der hævder, at vi er blevet til bevidstløse forbrugere og egoister. Dem, der taler om de lykkelige danskere, virker aldrig lykkelige, mens de taler.
Det betyder naturligvis ikke, at mennesket bare skal brokke sig og være sure. Men de risikerer at blive det, hvis de ikke omsætter deres utilfredshed og negativitet i en kritik, der peger opad mod dem, der bestemmer, og det, der er galt. Den negative attitude og det varme sprog bliver til evindelig surhed og brok, hvis det ikke forbindes med fornuftige løsninger og forandringer. Så sparker man bare nedad efter dem, der ikke sparker igen. Og hvis det kolde sprog ikke fatter den utilfredshed og foragt, som cirkulerer, virker det komplet latterligt at tale om, hvor godt det går, og hvor dejligt vi har det. Og det bliver man forarget over.