Det ser jo ikke ud af meget, når det står at læse sort på hvidt. Sade har i løbet af 26 år udgivet sølle seks album, og den britisk-nigerianske kvartets seneste, Lovers Rock, landede blidt og bittersødt i 2000. Undervejs er der tilmed ikke sket det store med det musikalske udtryk. Smidig soul med stænk af blues, R&B, luftig jazz og uskabet gospel i lydefri og oftest organiske produktioner med masser af whiskers og saxofon.
Melodisk, længselsfuldt og sensuelt, båret af sangerinde Sade Adus kontrollerede og melankolske udkrængninger. Smooth operator - det kan hun selv være, når hun diverterer med sine uforanderlige fortællinger om kærlighed, sorg, skrøbelighed og besættelse.
Alligevel er hver en Sade-plade netop noget særligt. En oftest vidunderlig og opdateret tidløs affære, hvor åndedræt og ører finder lise hos et band, der tager sig tid til at være sig selv og ingen andre. Sjælfuldt og inderligt, balsam til hjertekulen. Således også denne gang. Soldier of Love, som det nye og længe ventede skud på stammen så bombastisk (og klædeligt blottet for ironi) hedder, er et labert udspil. Det mest overraskende er måske, at førstesinglen af samme navn stikker så meget ud, som tilfældet er.
Med sit aggressive, nærmest militante riff- og trommeantrit forestillede man sig, at resten af pladen ville i samme retning. Men nej. De ni øvrige skæringer er nogle af Sades mest dæmpede, klimprende og akustiske til dato. Størstedelen sniger og smyger sig med held ind på denne taknemmelige lytter, stærkere og rankere for hver afspilning, og dem kan det blive til mange af de næste 10 år, mens vi man venter på mere fra den bedårende frontfigur og hendes efne følge.
»If you set me free, I will not run,« erklærer den nu 51-årige Sade Adu på »Morning Bird«, hvor Ian Burdges - en af hele 11 gæstende musikere og sangere - skælvende cellospil strækker tristessen til det yderste uden at briste buen, og sådan fastholder sangerinden stædigt fire årtiers tema om tillid og svigt.
Den nærmest, men også kun nærmest, forelskede »Babyfather« følger herefter og drives nænsomt fremad af en semireggaet rytmik, inden »Long Hard Road« igen sætter strygerne og de mange tårers nat i scene.
Et par steder går der lovlig meget vals i sagerne - ikke mindst på »Be That Easy« og »In Another Time«, der ikke swinger nær så uafviseligt som det programmerede, synkoperede uptempo-attak på »Bring Me Home«. Sammenlignet med førnævnte forgænger, Lovers Rock, kan man også klandre Soldier of Love for at tælle færre rene ørehængere. Men det havde også været meget at forlange.
I første hug kan det snildt føles vel monotont og suicidalt at synke ind i Sades tyngede verdensbillede, som for alvor lejrer sig, hvis man ikke giver musikken - de mange perfektionerede detaljer og den uforsonlige alvorslyrik - sin fulde opmærksomhed. Eller kedeligt, kort og godt. I Storbritannien har bandet aldrig opnået samme anerkendelse og succes som i eksempelvis USA, fordi musikken gerne afvises som en slags letbenet muzak, altså baggrundstapet til cocktail-sammenrend og storshopping i storcentre. Intet kunne være mere forkert.
Sade Adus ubesværede og alt andet end dramatiske vokal rummer skam masser af patos, men den insisterer - som resten af det musikalske udtryk - på at være sin egen. Uprætentiøs, ukrukket, uindpakket. Her er ingen billige trick eller unødvendige fraseringer. Hun skærer ind til benet, som hun skærer sin fortid fra for åben mikrofon. Som her:
»Now as I begin to wash you off my skin / I’m gonna peel you away, ‘cause you’re not right within,« synger hun på »Skin«, og albummet så småt rinder ud.
Giver man sig først i kast med Soldier of Love på Sades egenrådige præmisser, skal der mere end en peeling til for at ryste albummet af sig igen. Hun svigter ikke, som hun tilsyneladende selv svigtes igen og igen.
Sade: Soldier of Love (Sony). Udkom i går