I GÅR FIK EUROPA en præsident ved navn Jean-Claude Trichet. Hvis udnævnelsen kommer som en overraskelse for læseren, er det fordi den foreløbig kun har fundet sted i New York Times. Avisen erklærede, at selv om Trichet, den europæiske nationalbankdirektør, ikke officielt er unionens præsident af navn, så vil han i de kommende uger være det af gavn - af den simple grund, at den græske økonomiske krise ikke blot udfordrer Eurozonens finansielle sammenhængskraft, men også hele unionens politiske projekt. Og ikke nok med det, krisen udfordrer forestillingen om, at de to aspekter af det europæiske samarbejde overhovedet kan holdes adskilt.
På dagen, hvor den nye kommission godkendes officielt af parlamentet, rammer avisens provokerende pointe EU-projektet på den samme ømme tå, der i forrige uge fik politikerne til at hvine, da præsident Obama aflyste det årlige topmøde mellem USA og EU. Obamas afbud demonstrerede, at EU’s politiske slagkraft vakler udadtil - den græske krise skærper behovet for politisk slagskraft indadtil.
Euro-samarbejdet har i princippet fælles øvre grænser for underskud på de offentlige budgetter. Men det har ingen politiske redskaber til at sikre, hvordan landene vil leve op til kravene. Den model udfordrer den græske krise.
Sidste års finanskollapser, fra bankerne til Island, havde som gennemgående træk, at det statslige svigt lå i manglende regulering, mens den uansvarlige praksis i høj grad foregik blandt private investorer. Derfor har en vis optimisme fulgt ideen om, at en større statslig rolle (især i form af regulering) kan være en modgift.
Men den græske krise er i sig selv statslig og politisk. Den handler om en stat, der har brugt for mange penge uden at kræve nok ind (og herudover har forsøgt at dække over skævheden ved at fuske med budgetterne), indtil det blev usikkert, om Grækenland kan klare betalingen af statsobligationer for omkring 150 milliarder kroner, der forfalder i april og maj. Det er derfor selve den græske stat, markedets mistillid nu er rettet imod.
STATSBANKEROTTER er ikke Grækenland fremmed, og det er såmænd den nuværende premierminister Papandreus far, Andreas Papandreu, der såede frøene til det nuværende offentlige overforbrug i 1980’erne. Siden da er landet bare trådt ind i Eurozonen. Det europæiske sikkerhedsnet skabte en markedstillid til Grækenland, som har været med til at skabe en høj vækst, men som i krisetider betyder, at ansvaret for en løsning på den græske krise falder tilbage på de øvrige europæiske lande.
Krisen afslører med andre ord et hul i det europæiske projekt, som under højkonjunkturen blev camoufleret af den generelle økonomiske fremgang. Hullet er, at et eurolands performance smitter af på de øvrige eurolande, men EU har ikke noget værktøj til at gribe ind over for lande, hvis økonomier skrider ud af kontrol (ifølge Maastricht-traktaten må EU-landene ikke påtage sig hinandens gæld). Der er ganske vist en eksisterende EU-lånefacilitet beregnet på nødlån til lande uden for euroen, men dén hæfter EU-lande uden for euroen, som for eksempel Danmark, også for, og en brug af den ville derfor også inddrage os i Euro- zonens troværdighedsproblemer. Kommissionen overlod i foråret redningsaktionerne i Ungarn og Rumænien til Den Internationale Valutafond, men hvis Valutafonden skal gribe ind i et euroland, vil det være en ydmygelse af Eurozonens evner til at holde orden i eget hus. Og de øvrige eurolandes motivation for at hjælpe grækerne, for eksempel ved at garantere for græske statsobligationer, er hæmmet af, at de ikke har nogen mulighed for at stille politiske krav til gengæld.
PÅ SPIL STÅR i sidste ende den traditionelle europæiske adskillelse mellem et centraliseret valutasamarbejde med nationalbankdirektør Trichet i spidsen og et decentraliseret politisk samarbejde, hvor de enkelte medlemslande i vidt omfang bevarer deres politiske suverænitet. Denne adskillelse har været bekvem for EU-landenes nationale regeringer, der har kunnet bevare deres respektive befolkningers forestilling om, at det europæiske projekt ikke vil udfordre deres politiske suverænitet.
Men det er netop denne adskillelse, krisen er begyndt at kradse i. Den spanske EU-formand Zapatero har da også annonceret, at den skal genovervejes: »Jeg kan ikke se et fælles marked og en fælles valuta uden også at se en økonomisk regering med magt, med redskaber,« har han sagt.
På torsdag, hvor de europæiske statsledere holder ekstraordinært økonomitopmøde, vil det vise sig, om han og hans kolleger har mod til at se det politiske problem i øjnene. For mens resten af verden, med USA i spidsen, råber stadigt højere om, at EU må vise politisk handlekraft, er viljen til at levere det politiske mandat til fællesskabet ikke just flammende indadtil. Den økonomiske krise kan imidlertid gøre det klart, at der ikke længere er noget alternativ.