I lange tider er det bekvemme slagord sammenhængskraften blevet anvendt af især det nye højre. Mest nidkært ført frem af gamle venstrefløjsfolk af den ekstreme sortering, folk der nu står på mål for hyperliberalismen og den sociale nationalkonservatisme ikke mindst i Dansk Folkeparti og delvis i Venstre.
Sammenhængskraften er uden opsigtsvækkende trang til en forsvarlig definition af begrebet lanceret igen og igen som et ufravigeligt plusord af den ihærdige Karen Jespersen, der i øvrigt og forståeligt nok blev inviteret over i Dansk Folkeparti af partiejeren selv. Mangel på sammenhængskraft fremstilles som farligt; ikke sjældent hævdet som konsekvensen af indvandringen og det flerkulturelle og multireligiøse samfund. Muslimerne udgør ifølge de nye nationalister - eller hvad man skal kalde de indædte - en alvorlig risiko for sammenhængskraften. Denne kan måske bedst lignes ved andre luftige begreber såsom folkesjælen og folkekroppen, størrelser som før i tiden anvendtes i agitationen mod »de folkefremmede«. Jøderne udgjorde således en trussel mod den sunde folkesjæl i et sundt folkelegeme, på samme vis som muslimerne nu udpeges som årsagen til svindsot i sammenhængskraften.
Selvsagt lader det sig gøre ved en eller anden form for nøjere præcisering at begribe, hvad ordet dækker eller kan dække.
Et fælles sprog kan binde et folk sammen. Sådan anskuede nationalstatens forkæmpere i sin tid forudsætningen for nationalstatsideens succes. En solidarisk social indretning kan fungere på samme vis: At et folk i et eller andet mere eller mindre præcist omfang føler sig som et hele.
Velfærdstanken indebærer forestillingen om velfærden som bindemiddel. En fælles religion kan også være en given nations klister og har i det mindste været det. Traditioner ligeledes. Fælles moral kan også i ikke alt for bastante vendinger siges at holde sammen på folkeslag. For eksempel kan afsky for visse foreteelser knytte ellers forskelligartede mennesker til et fællesskab.
Antisemitisme fik mange folk, pøbelen, på gaden. Homofobi eller andre seksuelle afvigelser kan samle de bigotte i fælles afsky. Sammenhængskraft kan altså sagtens søges forklaret i negative følelser eller ligefrem i folkemassens trang til had.
Under den franske revolution følte tilskuerne for skafottets fod utvivlsomt et stærkt fællesskab i hadet mod revolutionens fjender og en betragtelig sammenhængskraft i den revolutionære opgejlede ånd, alene af den grund at det ikke var dem selv, der skulle vandre de tunge trin op til mester Samson med republikkens ragekniv.
Totalitære regimer er særligt glade for sammenhængskraften, som gang på gang, om end med andre ord, blev fremhævet af nazisterne og kommunisterne i 1930’erne. Sammenhængskraft kan naturligvis også som antydet udsende positive signaler som enighed: Folkelig konsensus om, at eksempelvis spirituskørsel er forkasteligt og bør straffes, kan siges af være positiv, eftersom denne forbrydelse er ondartet og sætter andre menneskers liv på spil.
Stærke fælles adfærdsnormer giver vel sagtens denne følelse af samhørighed. Det er ikke god tone at sparke sin hund offentligt. Går naturen over hundeejerens optugtelse, vil forargelsens reaktion komme prompte, formentlig med efterkrav fra en eller flere folketingspolitikere om strengere straf for spark af hunde. Eller man kan stå sammen om et bestemt normsæt eller en moral, der danner rettesnor for folkets repræsentanters opførsel.
Forudsætningen er at de personer, der bærer de gyldne kæder, foregår deres omgivelser med et godt eksempel. Sådan da.
Det har jo vist sig at kreativ bogføring ikke opfattes som en forkastelig eller karrierefortabende politisk handling, når den der har udført gerningen ender i nationens fremmeste magtposition og siden ydermere krones med en international betydningsfuld stilling.
Ligeledes må bilagsfusk anses som mindre belastende, når en efterfølger til den førnævnte har forlystet sig med fadøl, cigaretter og nøgne pi’r (læs naturfilm) på skatteydernes regning.
Ej heller kan våbenloven siges at være efterfølgelsesværdig, når den person der beklædte det næstvigtigste embede i nationen konsekvent forbrød sig mod elementære våbenbestemmelser. Lovbrud i det hele taget, vel at mærke når noget sådant foregår i en flertalssikret politisk sags tjeneste, synes ikke i afgørende forstand at nedsætte politikere i eget eller i flertallets omdømme.
Tre finansministre i træk har begået klare ulovligheder, den første med hensyn til sine huse og bopælspligten, den anden, der siden er blevet noget meget finere, med ovennævnte sjove bilag, og den tredje som beskæftigelsesminister med grove lovbrud og vildledning af Folketinget på samvittigheden.
Sidstnævnte ville kunne stilles for en Rigsret og blev det måske, hvis flertallet var et andet. Men der sker intet, skønt en anerkendt journalist i DR har lagt dynger af facts på bordet uden at blive imødegået af ministeren med andet end et par arrogante bemærkninger.
Listen over regerende politikere, der under normale omstændigheder ville have været nødt til at nedlægge deres hverv, er lang.
En ny normalitet dominerer - befolket af en politikertype med platuglen som våbenskjold. For dem indskrænker lov og ret sig til mere straf af lavstatuskriminelle og mindreårige tabere. Såfremt man blot et øjeblik skal tage et begreb som sammenhængskraften alvorligt eller opfatte den som et moralsk direktiv og ikke et synonym for kødklister, kunne det være interessant at høre Karen Jespersen (p.t. Venstre), hvad hun mon mener, adfærden på højeste politiske plan så gør for den højt besungne sammenhængskraft.
Hvad med sammenhængskraften når stadig flere velhavere kan vælge at lade sig behandle på private hospitaler, for en stor dels vedkommende finansieret af det offentlige og på det offentlige sygehusvæsens bekostning?
Det er næppe de tre påståede burkaer på Nørrebro eller den forskruede angst for tørklædeklædte dommere eller mindre svinekød i skolen der truer sammenhængskraften, men det omfattende moralske opbrud i de nationalfikserede danskeres adfærd.
Den diskussion er værd at tage, hvis nogen af de toneangivende havde mod og vilje til at stille deres egne udefinerede påstande og åbenbare begrebsmanipulationer på højkant.
En af Informations læsere, Poul Erik Hornstrup, satte apropos forleden spørgsmålstegn ved at udtrykke sig som det sker i denne klumme, og som det - indrømmet - efterhånden er gået for sig i en hel del år. »Du får ikke udrettet en skid,« skrev Hornstrup og tilføjede bl.a.: »Du får applaus fra alle dem, som alligevel er enige med dig. Du lindrer lidt på frustrationen hos os, der er ulykkelige over den politiske tilstand i kongeriget […] Men du når ikke en eneste, og flytter ingen, som ikke i forvejen var af samme opfattelse som dig«.
Sig ikke at den indvending ikke har strejfet protagonisten, for det har den. Og det er sikkert også rigtigt, hvad Poul Erik Hornstrup skriver. Men den selvbestaltede moralist har jo ikke andet at gribe til end indignationen og sproget og så håbe med Brecht, at magtens mænd og koner nu og da ville kunne sove bare en lille bitte smule bedre uden disse skriverier.
Højere kan man nok ikke med nogen ret stile, når lokummet brænder, og nøglen sidder udvendig.