Carl Nielsen Legat
*I går modtog billedhuggerne Kirsten Ortwed, Thorbjørn Lausten og Jan Leth hver det betydelige Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen Legat på 500.000 kroner. Kirsten Ortwed, født i 1948, bor og arbejder i Köln og repræsenterede Danmark ved Biennalen i Venedig i 1997. Thorbjørn Lausten, født 1945, er selvlært billedkunstner med hovedinteresse i feltet kunst/teknologi/videnskab og har sidst haft en separatudstilling på Arken i Ishøj i 1997. Jan Leth, født 1932, er som udgangspunkt grafisk minded, men har siden 70’erne mest været optaget af skulpturen, og i de senere år også akvarel. Legatet, der er stiftet af komponisten Carl Nielsens og billedkunstneren Anne Marie Carl-Nielsens børn i 1957, uddeles hvert år - skiftevis til billedkunstnere og musikere.
Kortfilm på DR-TV hver mandag
*For dem der ikke læser tv-programmet på daglig basis: DR 2 viser hver mandag klokken 18.00 kortfilm og “garanterer for, at det er det bedste af det bedste” fra kortfilmfestivaler verden over, som præsenteres. De fleste film er nye og udvalgt blandt hundreder, men også gamle klassikere har sneget sig ind i programmet. Mandag den 21. september vises f.eks. Bunuels Den Andalusiske Hund. Kortfilmene kommer ikke kun parabol- og kabel-indehavere til gode, for de genudsendes følgende søndag formiddag på DR 1. Kortfilmsforevisningen kører hver mandag frem til midten af december.
Ny bog om Ikea-kulturen
*Det svenske møbelfirma, Ikea, har haft international succes på at fremstille billige møbelmodeller og -komponenter, så kunden selv skruer de indkøbte møbeldele sammen. Altsammen af træ og inspireret af de store svenske skove. Forlaget Børsen udsender på fredag en bog om Ingvar Kamprad og hans imperium, som dels fortæller om manden, der byggede firmaet op, mens også om hele Ikea-kulturen på arbejdspladsen og i hjemmene.
Bogen er skrevet af Stellan Björk og oversat af Hans Christian Fink. Modsat møbelpriserne er bogprisen høj: 420 kr. for 280 sider.
DR 2 til folket eller parabol-ejere
*Den ikke mere så helt hemmelige kanal, DR 2, fejrer i disse dage to-års fødselsdag. Det sker med udtrykte ønsker både i og uden for kanalen om at få lov til at sende til hele befolkningen - og ikke kun til to trediedele af den, som det sker nu - nemlig via en ledig, tredie frekvens, der p.t. friholdes til kommende, digitale forsøg. Generaldirektør Chr. S. Nissen er under stigende pres fra sine omgivelser, idet
DR 2 jo kunne sende på frekvensen, indtil forsøgene begynder eller sideløbende med… Nissen mener, det vil være et større problem først at give hele landet DR 2 - og derefter tage det fra en tredjedel af seerne igen. Til Politiken fortæller Nissen bl.a. at mens han tidligere syntes parabolantenner skæmmede et stråtækt hus, forekommer de ham nu som en fryd for øjet.
Kulturen som sikkerhedspolitik
*Ca. 90 repræsentanter for danske kulturinstitutioner mødtes i forgangne uge til en koference i noget, der hedder Internationlt Kulturforum til en snak over følgende emne: Intergration af det internationale aspekt i kulturinstitutionernes daglige arbejde. Af Kulturministeriets Nyhedsbrev nr. 14 fremgår, at historikeren Uffe Østergård muntert spiddede den danske kulturoptimisme - og at han advarede mod at kulturpolitik bliver fremtidens sikkerhedspolitik.