Ægteskabet er til for forplantningens skyld, og derfor skal der en mand og en kvinde til at gifte sig. Kærligheden er ganske vist privat, men ægteskabet er en offentlig institution, et ‘folkeligt embede’, hvilket Langballe udleder af ægteskabsritualets ord om, at brudeparret bekræfter deres løfte »for Gud og for os, som er her til stede«.
Det fremgår af en ny pamflet udgivet af præst og folketingspolitiker for DF Jesper Langballe, Som mand og kvinde, med undertitlen »Ægteskabets embede og homoseksualitetens ideologi« - et essay, der første gang blev trykt i Tidehverv i 1995.
Langballe medgiver, at den kirkelige vielse i Danmark hviler på tradition - der findes lande, hvor brudepar bliver gift på rådhuset - hvorefter de kan blive velsignet i kirken, men ikke desto mindre fastholder han den danske form for kirkelig ægteskabsindgåelse som en heteroseksuel norm, der ikke kan fraviges uden at opløse ægteskabet som institution.
Men når homoseksuelle hævder, at de nægtes kirkens velsignelse, hvis de ikke kan blive kirkeligt viet, så er det på den anden side noget vrøvl. Kirken kan nemlig ikke velsigne nogen.
»Den evangelisk lutherske kirke råder ikke på katolsk vis over en skat af velsignelser, som den kan levere færdigfabrikerede eller skræddersy på bestilling, så vi fra tid til anden kan slæbe vore forskellige ordninger hen i kirken og få dem bestænket med vievand, øst op fra et autoritativt kirkeligt velsignelsesreservoir. Kirken er det sted, hvor synderne mødes lige tomhændede for at modtage Guds velsignelse - som han og ikke kirken råder og står inde for.«
Altså er det noget sludder, at homoseksuelle nægtes kirkens velsignelse, fordi de ikke kan blive gift i kirken.
»Folkekirken har aldrig udelukket nogen fra gudstjeneste, dåb og nadver på grund af seksuel orientering,« fastslår han. Et historisk betænkeligt udsagn, men lad det nu ligge.
Homoseksuelle bør »overtage deres liv som homoseksuelle og frimodigt leve det i Jesu navn.«
Men hov! Her begynder det at blive interessant, for ifølge Langballe findes der flere slags homoseksuelle. Dem, han anerkender, er ifølge ham født homoseksuelle. Men så er der dem, der er homoseksuelle, fordi de er ofre for en modestrømning og endnu værre: dem, der ligesom i det gamle Rom dyrker egenkærligheden og depravationen, fordi de vil ‘være støvets eget eksperiment med sig selv’ i stedet for at ‘sammenknytte støv og ånd’. »Og det eksperiment kan kun dæmonisere mennesket.«
Langballe henter sin opfattelse hos Paulus, analyserer sig frem til, at Paulus’ beskrivelse af homoseksualitet i Romerbrevet er en historisk beskrivelse af Roms forfaldstid, hvor romerne forfulgte deres egen ‘lystfølelse og oplevelsesmæthed’ som livets mål i en grad, så de til sidst end ikke gad opretholde Romerriget.
Denne beskrivelse forekommer Jesper Langballe slående aktuel. Den er nemlig en lyslevende beskrivelse af velfærdsstaten! Her tilbeder folk nemlig dens »materielle gratisydelser samt tom, tåbelig tv-underholdning til fodring af de oplevelseshungrende«.
Der er altså de få retfærdige homoseksuelle, som har fået deres seksuelle disposition ved fødslen, og så er der de mange velfærdshomoseksuelle, som dyrker homoseksualiteten som ideologi. Dem er der ingen grund til at lytte til, men det er disse, der nu fremfører krav om retten til at blive viet i kirken - de ‘ægte’ homoseksuelle gør ikke så meget væsen af sig, mener Langballe. Men derved ophæves ægteskabet som institution, idet det jo, teologiske udredninger eller ej, som sin kerne har slægtens fortsættelse.
Det siger sig selv, at lutheraneren Langballe må afstå fra at slå syv kors for sig, men hans reaktion ved tanken om, at homoseksuelle derudover skulle have lov til at adoptere, er så bestyrtet, at han her må rekurrere helt bag om teologien til naturens egen orden. »Hermed vil ringen være sluttet. Ved lov vil man ophæve naturens virkelighed og have vedtaget, at homoseksuelle kan alt det, et normalt ægtepar kan - endog få børn.«
Hvor er det dog meget nemmere at være lesbisk end at være bøsse! De kan da for det meste ordne den sag selv.
Langballes teologiske udredninger opmaler den borgerlige samfundsorden som den attraktive og nødvendige at forsvare, hvilket vel knap kan overraske. Mere overraskende er hans teori om to slags homoseksuelle. Hvor ved Langballe fra, at en slags homoseksualitet er medfødt, mens en anden er rent forfald, skaberi og egentlig noget, de krukkede bøsser bare burde lade være med?
Jesper Langballe: Som mand og kvinde. Ægteskabets embede og homoseksualitetens ideologi. Essay. Første gang optrykt i Tidehverv 1995