For kort tid siden mente litteraturlektor Hans Hauge her i avisen, at den traditionelle roman med en frit opfundet handling var død. I stedet udnævnte han ‘den fiktionsfri roman’ til fremtidens litteratur, og som eksempel nævnte han Karl Ove Knausgårds seks bind store, selvbiografiske værk,
Min kamp.
Men i første bind, der nu udkommer på dansk, er det svært at se, hvori den genremæssigt skulle adskille sig fra et ældre værk som Marcel Prousts
På sporet af den tabte tideller et værk som Amos Oz’
Om kærlighed og mørke, der ligesom Knausgårds værk cirklende indkredser smerten over en forælders død, her morens selvmord.
I
Min kamper det farens død af druk, der er romanens dystre centrum og udspring, men det forhindrer ikke, at den er fuld af fiktion. Detaljer som en flue, der summer i rummet, og hvis baner og buer beskrives i detaljer; en mand foran Karl Ove i en kø, en kvindes makeup, der får hendes ansigt til at ligne en maske - alle den slags præcise sansninger er romanen fuld af, men at lige netop disse skulle kunne hentes op fra erindringens dyb mange år efter, er nok - nå, ja fiktion.
Det er et paradoks, at det på den måde kommer til at virke mere realistisk på læseren, samtidig med at det er detaljer, jeg har opfundet, erkender Knausgård.
»Men kompositorisk er forløbet det samme, om jeg skriver fiktion eller erindring. Jeg er en intuitiv forfatter, jeg ved intet om, hvad der skal ske undervejs. På den måde har
Min kampværet en prøvesten for metoden, for i en vis forstand er intet af det, jeg har som materiale, overraskende, det er jo mit eget liv. Men det åbnes ved hjælp af skriften.«
Detaljerne er en del af værkets komposition, forklarer Knausgård. Hans værk er ren psykologi, det består af følelser, erindringer og relationer, men netop derfor bliver tingenes verden vigtig. Jo nærmere vi kommer døden, jo flere fysiske detaljer mættes teksten med, påpeger han: »Når man ser et menneske blive til en ting, tvinges man til at tænke over, hvad det består af.«
Det er grænsen mellem materialiteten og det levende, han undersøger. Og har man først fået øjnene op for denne grænse, opdager man, at den går igennem hele forfatterskabet. I
Alting har en tid, Karl Ove Knausgårds roman nummer to, der blandt andet handler om Syndfloden, er Noah helt opslugt af at klassificere verden i levende og dødt, i det ikke-døde og det ikke-levende, i levende dødt og så videre.
Men dér fører det ham væk fra verden, understreger Knausgård. »Hvis man ordner verden, kommer man væk fra den.«
Det er også den erfaring, han gjorde med
Min kamp.
Udgangspunktet var, at han ville skrive om sin fars død i fiktiv form, men det fungerede ikke. Først da han begyndte at skrive om fortiden, sådan som han huskede den, kom der skred i det, først da han ikke tænkte på andet end at åbne for erindringen. Men i skriveprocessen er der ingen forskel på, om det er erindringer eller fiktion, man arbejder med. Forskellen er, at man får et andet blik på virkeligheden, forklarer han.
»Alt ser pludselig anderledes ud, det er en lillebitte forskydning, der sker, men den er der. Man kan ikke skelne skarpt mellem fiktion og virkelighed, men jeg har skrevet om ting, som jeg ikke ville have skrevet om ellers. At lave mad, skifte en ble på et af børnene, gå tur med dem, ægteskabelige skænderier, alt sammen noget, jeg ikke var kommet ind på, hvis det ikke var virkeligheden, jeg havde skrevet om.«
Romanen foregår over to dage, alt hvad der står ud over, hvad der faktisk sker i disse to dage omkring farens død, er noget, han nok ellers ikke ville få øje på, mener Knausgård. For eksempel forholdet til storebror Yngve, som drillede ham ubarmhjertigt, da de var børn.
Det dukkede op i erindringen, fordi det ikke var en roman, han skrev, og på den måde ligger der et perspektiv under bogens overgribende temaer såsom barndommen, døden og kønnet. »Man kommer til at huske meget,« siger Knausgård.
Omkring 200 sider inde i bogen konstateres det, at frihed er lig med ødelæggelse plus bevægelse. 50 sider længere fremme, hvor Karl Ove og Yngve står ved farens båre, skriver han om »den følelse af frihed der strømmede ud i mit bryst …«. Har han villet skrive sig fri af faren ved at ‘tilintetgøre’ ham?
»Der er både en frihed og en destruktivitet i det. Det har været en dybt personlig proces at skrive om det,« svarer han. »Der er meget stor forskel på mit indre og mit ydre liv, og jeg ville skrive om det indre. På det tidspunkt, hvor jeg begyndte, var jeg vældig frustreret - over mit liv, over min karakter, min personlighed. Jeg måtte undersøge det hele, hvordan det var blevet sådan. Igennem processen er der så sket det, at jeg er blevet bundet på mange nye områder og befriet på nogle andre.«
»Der er noget naivt i forestillingen om at kunne skrive sig fri, men for mig har det været en naivitet, som var nødvendig,« fortsætter han.
Det må vel også have krævet en hel del mod, foreslår jeg, med tanke på de mange, knap så vellykkede resultater, man har set, af den slags terapeutiske bestræbelser, men egentlig ikke, svarer Knausgård, »snarere dumhed. Undervejs har jeg faktisk så godt som ikke tænkt over konsekvenserne. Jeg har skrevet mig igennem det hele næsten uforstyrret«.
At det har været muligt kan godt undre. Der har undervejs været en heftig debat om bøgerne i Norge. Karl Ove Knausgård er blandt andet blevet beskyldt for at udlevere sin kone og den skole, hvor han i sin ungdom var lærervikar, og som han beskriver i fiktiv form i debutromanen
Ude af verden. Hans person og karakter er blevet indgående drøftet, vendt og drejet, og som om det ikke var nok, har hans fars familie truet med et regulært sagsanlæg. Det sidste er dog ikke blevet til noget, fortæller Knausgård, og så løfter han sløret for, hvordan han har kunnet skrive så fredeligt midt i al tumulten. Han læser simpelthen ikke aviserne og optræder yderst sjældent offentligt: »Jeg synes, det er forfærdeligt at læse om mig selv, jeg har et voldsomt kontrolbehov, og jeg er narcissist. Jeg erfarede efter mine to første bøger, at hele mit fokus begyndte at handle om, hvad der stod i avisen.«
»Jeg er naturligvis blevet orienteret, og de gode anmeldelser har jeg læst,« smiler han, »men jeg har beskyttet mig selv.«
Den onde bog
Nu er det kun første bind af
Min kamp, der er nået Danmark (bind to kommer til oktober), men læst som et afrundet værk bemærker man, at teksten er ‘hullet’, der er tomme felter, der opkastes gåder, som får lov at stå uløste. Er det en bevidst strategi?
»Der er meget lidt, som er bevidst i det, jeg har skrevet,« svarer Knausgård, »men de tomme felter er vel en del af dynamikken i at se tilbage. Ting ser ud på en bestemt måde på et bestemt tidspunkt, og ti år senere ser de helt anderledes ud. Man kan aldrig udfylde det hele.«
Et af de ‘huller’, der forbliver tilbage, udgør imidlertid selve værkets kerne, nemlig farens død. Brødrene får flere forskellige forklaringer undervejs, men spørgsmålet forbliver uløst.
Det er rigtigt, bekræfter Knausgård. Teksten søger hele tiden tilbage til dette punkt, som alting kredser om, altså min fars død, men vi ved faktisk ikke, hvordan han døde. Ingen vidste det præcis, vi har aldrig fundet ud af det, det forbliver en gåde.«
»Sådan er døden,« tilføjer han eftertænksomt.
Så fortsætter han: »Vi har en forestilling om, hvordan historien hænger sammen, hvordan relationerne mellem mennesker er, men alting kan altid ændre sig, også fortiden. Det er det, der gør det muligt at skrive om sig selv som roman-materiale.«
Også hans forhold til den døde far har ændret sig, fortæller han. Da hans far døde, var han 30 år, nu er han 40 og har selv fået børn, og det har gjort, at han bedre er i stand til at se tingene fra sin fars synspunkt, siger han.
»Livet er uudtømmeligt, virkeligheden er uudtømmelig. Det er derfor, man kan blive ved med at skrive.«
Og det kan Knausgård unægtelig. Jeg nævner associationen til Proust, og det er ikke første gang, han er blevet præsenteret for den, forstår man. »Det ligner jo,« erkender han, »men Prousts tekst er så gennemkomponeret, at hver sætning er en nydelse. Hans værk er ligesom et sted, man kan gå ind i, et rum. Og hans tekst er så rigt forgrenet, den følger for eksempel vejene til Swann, til Guermantes, som to af bindene hedder, jeg snubler bare fremad i et enkelt spor. Det, han har gjort, finder man ikke i andre romaner.«
Men titlen på hele værket,
Min kamp, finder man til gengæld på en anden bog. Hvorfor har han valgt verdens værste titel?
»Til dels på grund af tematikken, der både rummer hverdagen og de overordnede begreber, dér er
Min kampdækkende for alle niveauer. Desuden skriver jeg senere om Hitlers
Mein Kampf, og endelig er det jo min farmors stadige omkvæd: »’Livet er en gamp, sagde kællingen, hun kunne ikke sige k.’«
Jeg bemærker, at han næsten har forsikret sig mod at få sit værk oversat til tysk, men det bliver det skam, fortæller han. - Under en anden titel. Hvilken ved han ikke endnu. Jeg er imidlertid ikke tilfreds med forklaringen, for uanset hvordan man vender og drejer sagen, så er det en titel, der driver associationerne i ganske bestemte retninger, og dem kan jeg ikke finde belæg for i bogen.
Men det kommer, forklarer Knausgård. Han er vældig optaget af Anden Verdenskrig, fortæller han, hans morfar oplevede krigen, og Knausgård har skrevet om hans erfaringer i femte bind. Når man tænker på, hvor tæt på krigen stadig er, og det samtidig næsten ikke er muligt at forstå, at det er de samme mennesker, der levede dengang og nu, så er det værd at skrive om, mener han. Det er også værd at skrive om Hitlers
Mein Kampf, for det er en bog, som ingen læser, men som er ‘den eneste virkelig onde bog’, samtidig med at den også er litteratur. Og det handler litteraturen blandt andet om, om det forbudte, det, der ikke kan accepteres, fastslår han. »Alt det ligger i titlen.«
Døden
Egentlig skulle man ikke tro, at Knausgård kunne slippe helskindet fra sin måde at skrive på. Ind i det, der skal forestille en selvbiografisk tekst, fletter han lange essayagtige refleksioner om for eksempel malerkunst, om den stigende åndeliggørelse af det menneskelige, om Edvard Munch, hvor det menneskelige suger alt, hele den materielle verden, op i sig.
Her går det dog fint, for det hele viser sig at berøre hinanden, efterhånden som man læser. Også døden, som jo er værkets helt overordnede tema, gør vi nemlig til ånd, mener han. Den materielle død fortrænges, så snart et menneske er dødt, løsriver dets navn sig fra det, skriver han et sted. Navnet bliver hos de levende, i erindringen, mens den døde krop straks gemmes af vejen.
Men tingenes materialitet er vigtig, understreger han, hele den fysiske virkelighed. Derfor går bogen også langt i sine beskrivelser af hverdagens materialitet, opvask, en bestemt duft af aftershave, en mands grå nakkehår.
»Jeg har et ønske om tilstedeværelse, om et nærvær i verden, som står i modsætning til alle vores immaterielle oplevelser - på tv, på internettet - vi er altid et andet sted end der, hvor vi befinder os. Jeg har et ønske om at bringe den fysiske verden tæt på. På den måde er det et paradoks, at man jo også bruger litteraturen til at forsvinde ind i. Men i modsætning til malerkunsten kan litteraturen aldrig blive helt abstrakt.«
Jeg indvender, at der er dem, som vil hævde, at litteraturen er sprog og kun eksisterer i sproget.
»Jeg tror ikke på det,« erklærer Knausgård med eftertryk, »jeg ser bort fra det,
it doesn’t count!«
Samtidig er verden i sig selv en slags fiktion, erkender han. Knausgård refererer forfatteren Siri Hustvedt for den iagttagelse, at blindfødte, som på et tidspunkt bliver seende, ikke kan skelne de ting, de seende ser, de kan ikke rubricere forskellene, som dermed viser sig at være kulturelle. Og hermed er vi tilbage ved begyndelsen. Man kan skrive så faktuelt om virkeligheden som overhovedet muligt, det forbliver dog fiktion.
Virkelighed. Grænsen mellem materialiteten og det levende går igennem hele Karl Ove Knausgårds forfatterskab. Foto: Sigrid Nygaard