Hvert år uddeler dagbladenes klassiske musikkritikere to kunstnerpriser, fortrinsvis til yngre musikere, sangere, dirigenter eller ensembler, og seancen foregår altid i Tivolis Koncertsal bakket op af havens symfoniorkester.
Torsdag aften blev årets prismodtagere trompetisten Michael Frank Møller og cellisten Toke Møldrup, begavet med hver 30.000 kr., og de kvitterede begge med eminent solistisk optræden.
Politikens musikredaktør, Thomas Michelsen, motiverede valget ved bl.a. at karakterisere de to musikere som usvigelige krumtapper i deres respektive orkestre.
Michael Frank Møller er flere gange blevet fremhævet i disse spalter. Han er Radiosymfonikernes blændende solotrompetist og har eksempelvis været en velgørende sikkerhedsfaktor i orkestrets mange Mahler- opførelser i de seneste sæsoner.
Møller er en efterspurgt herre. Messinghøjborgen i europæisk orkesterkultur, London Symphony Orchestra, har haft bud efter ham, og et mere fornemt ridderslag kan man næsten ikke få som solotrompetist.
Toke Møldrup er koncertmester i Sjællands Symfoniorkester, og dermed også i Tivolisymfonikerne, dog kun på halvtid, for han har rygende travlt som kammermusiker i ind og udland.
Møldrup er et sultent konkurrencemenneske, han har vundet flere trofæer, han elsker udfordringerne i den nykomponerede musik og har fået tilegnet værker af Per Nørgård og Simon Steen-Andersen. Og han er medlem af det netop jubilerende nymusikensemble Athelas Sinfonietta Copenhagen.
Haydns vidunderlige perle af en trompetkoncert var i gamle dage Giro 413-stof. Og det forstår man så godt, ved siden af mig sad en ældre dame og nynnede med på det hele.
Michael Frank Møller indtog scenen med en rolig autoritet, og denne ro forplantede sig straks til salen, for man sidder altid en lille smule med livet i hænderne, når en messingblæser står frem som koncertsolist. Bare et knæk, en forpasset ansats, som en nedrevet bom i ridebanespringning, giver et lille stik i hjertet. Men den herlige trompetist førte os bombesikkert gennem de velkendte strofer med sin smidige embouchure, lysende potente klang, knejsende toptoner og fine tungestødsvarianter. Begge solokadencer var en udelt fryd i sig selv, en skyhøj linedans uden sikkerhedsnet.
Toke Møldrup valgte at præsentere sig i Prokofjevs monstrøse Sinfonia concertante, skrevet til legenden Mstislav Rostropovitj i 1952. Her gik koncerten op i et højere gear, orkestret blev betragteligt større, musikken mere kompliceret, og solistrollen dermed betydeligt mere udfordrende. Lad det være sagt med det samme: Toke Møldrup ydede det rent ud fantastiske i det 40 minutter lange værk. Det er både forpint og ekstatisk musik, skabt under stalinismens åg som modstandskamp og hyldest til den utopiske frihed. Alle tog ansvaret på sig: orkester, dirigent og solist.
Møldrup så at sige voldtog sit instrument for at overvinde de tekniske udfordringer, det ekstreme registerspil, glidende dobbeltgreb, furiøse skoleridt hen over strengene. Hvorfor også en af dem pludselig sprang i den mægtige andensats!
Møldrup måtte stoppe og slog ud med armene. Orkestret slukkede for motoren. Solisten forsvandt for at sætte en ny streng på, dirigenten gav hurtigt anvisning på, hvor i noderne man skulle genoptage opførelsen. Man ventede fem minutter.
Møldrup kom tilbage, overskyllet af bifaldet, satte sig, og så tog de tråden op. Og det ejendommelige var, at opførelsen faktisk blev endnu bedre, mindre anspændt, klangligt smukkere. Helt i pagt med finalens afsluttende variationer med små citater fra Peter og Ulven. Sikke en solist!
Musikanmelderringens Kunstnerpriser 2010. Mozart: Ouverture til Figaros bryllup. Haydn: Trompetkoncert. Prokofjev: Sinfonia concertante for cello og orkester. Michael Frank Møller (trompet). Toke Møldrup (cello). Tivolis Symfoniorkester. Dirigent: Mika Eichenholz. Tivolis Koncertsal den 17. juni