MUNDVIGENE VENDTE nedad i de alvorstyngede ansigter på regeringens topembedsmænd, da de oppe fra Folketingets tilhørerpladser sad og iagttog statsminister Poul Nyrup Rasmussens åbningstale i tirsdags. En lang time. Deroppe sad de mørke ulasteligt klædte mænd i jakkesæt og en enkelt magtfuld kvinde, nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen, mens SF’s formand Holger K. Nielsen og Venstres formand Anders Fogh Rasmussen nede i folketingssalen havde trukket det store smil frem og blottede tænder overfor hinanden. Alle vidste, hvad det handlede om: Konsensus-Danmark var endelig klædt på til efterårets lange finanslovsmanøvrer.
Formand Fogh meddelte, at der ikke var så meget i statsministerens tale, han kunne være uenig i. Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard søgte at overtrumfe Foghs midtsøgende politik med en bemærkning om, at hun på mange væsentlige områder kan støtte de initiativer, regeringen lægger op til. Og onsdag erklærede Holger K. Nielsen, at selv SF er villig til kigge på fleksible efterlønsordninger, fjernelse af boligstøtten for rige pensionister og tekniske omlægninger af dagpengeberegningerne - så længe finansloven er “social retfærdig” og har “et økologisk perspektiv”.
Det er så skønt at følges ad. Alle partier flokkes om at sidde på skødet af Nyrup og overdøve Socialdemokratiet i kampen om det brede lag af tilfredse middelklassedanskere, som har livet på det tørre.
Midtens stillestående pragmatik hersker og det er op til de alvorstyngede jakkesæt at finjustere samfundsmaskinen, så regeringen kan ruste op med fire trygge år med brede forlig.
OG DE STORE ideologiske kampe er afløst af finjusteringens finesser. Selv om Venstre vil have flere valgmuligheder til borgerne end regeringen, så er Venstres kommunalpolitiske bagland mere konservative velfærdsforvaltere, end de mest progressive af de liberalistiske SF’ere og Socialdemokrater. Er de forvirret, så se blot Anders Fogh Rasmussens retoriske hamskifte, der i går blev markeret med et historisk møde mellem Venstre-lederen og fagbevægelsens top i LO’s lokaler på Rosenørns allé. Og mens Venstre forsøger at erobre midten, så bliver spillerummet for røde udliciteringsideologer hos Socialdemokratiet mindre. Velfærdsstatens iboende konservativisme konsolideres.
Lettere er det tilsyneladende at skærpe pligterne for de udstødte og de ufaglærte i randen af arbejdsmarkedet. Bl.a. derfor vil regeringen følge LO’s og Dansk Arbejdsgiverforenings forslag om at stramme dagpengereglerne - så ledige kun kan få dagpenge i fire år, og ydelsen gradvist aftrappes. Det vil regeringen finde flertal for med de borgerlige, til stor fortrydelse for SF og Enhedslisten - og det socialdemokratiske bagland i SiD raser over, at regeringen vil føre en gammel konservativ kongstanke ud i livet. De burde også rase over, at Nyrup-regeringen i de sidste fire års økonomiske højkonjunktur har flyttet 99.000 ledige over på passive ydelser for at give arbejdsløshedsstatikken lidt makeup.
Regeringen har pralet med at have nedbragt arbejdsløsheden, men realiteten er - som økonomiprofessor Claus Vastrup påpegede overfor Information i går - at det har kostet mere end 30 milliarder kroner på betalingsbalancen at øge beskæftigelsen med 180.000 i de seneste fire år.
DEN GLOBALE FINANSKRISE vil forstærke presset på politikerne. I går viste nye tal fra Danmarks Statistik, at underskuddet på betalingsbalancen i de sidste 12 måneder er steget til ti milliarder kroner - og væksten aftager i takt med, at finansmarkedets spekulationer rammer realøkonomien.
Næste år har regeringen kun 1,7 procent flere penge i samfundsøkonomien at fordele af, viser den nye Økonomiske Oversigt, som blev offentliggjort i går.
Men Nyrup regeringen har aldrig været særlig god til at føre fordelingspolitik. Siden 1993 har den ladet sig nøje med at smide kul på økonomiens kedler. Istedet for at prioritere og ændre skæve strukturer, så har man messet melodien: Mere og mere arbejde, mere og mere vækst, mere og mere forbrug. Det er regeringens reformkrise.
Den opskruede produktivitetsspiral er livseliksir for økonomer, men den udstøder de svage og gør familierne skrøbelige for rystelser. Og vi danskere blive syge af det opskruede tempo, hvis vi da ikke ender på lykkepiller. Middellevetiden er lavere end i mange andre europæiske lande.
Nyrup hævdede i tirsdags, at “den danske model virker”, men skraber man lidt i overfladen befinder den sig i en dyb, dyb krise. Regeringens lovideer er lapperier og fantasiløse finjusteringer af et i grunden sygt system. bjm