BERLIN - Siden valgsejren i fjor har den tyske regering udskudt at tage stilling til, hvor længe Tysklands mest nedslidte atomkraftværker skal fortsætte med at producere strøm. Regeringen gik til valg med det klare budskab, at den ville forlænge levetiderne for de tysk atomkraftværker for på sigt at kunne afløse dem med bæredygtig energi. Men reelt var der tale om kalorielet valgflæsk, som dækker over store interne uenigheder:
»Løftet om en forlængelse var valgpropaganda fra nogle politikere«, siger Lutz Mez, der forsker i tysk energipolitik ved Freie Universität Berlin. »I CDU er der temmelig delte meninger om atomkraft. Men nogle politikere tror, at de tyske atomkraftværker kan køre 60 år endnu, selvom der ikke er et eneste bevis for det«.
Særligt otte værker, der blev taget i brug i perioden mellem 1974-1983, er forældede og sårbare over for terrorangreb, deriblandt værket Krümmel i Slesvig-Holsten.
Claudia Kemfert, der er leder af forskningscenteret Energi, Trafik og Miljø ved Deutsche Institut für Wirtschaftsforschung, vurderer ligeledes, at regeringen har sløset med energipolitikken:
»Energispørgsmålet blev affærdiget på forhastet vis, da man sidste år udfærdigede regeringsgrundlaget. Regeringen har trukket tiden«, siger Claudia Kemfert til Information. Og hun er ikke i tvivl om, hvorfor der ikke er blevet taget klart stilling: »Atom-debatten er meget upopulær i Tyskland, hvor de fleste er imod kerneenergi.«
Samtidig kritiserer Claudia Kemfert også regeringens energipolitik for ikke at forholde sig til tysk afhængighed af kulkraftværker:
»Man har forsømt at se på hele billedet. 50 procent af tysk strøm kommer fra kul. Det har man underspillet i regeringsgrundlaget ved at gøre det til et spørgsmål om kerneenergi over for vedvarende energi. Efter min mening har regeringen begået en grundlæggende fejl ved ikke straks at udarbejde et samlet energikoncept,« siger Kemfert, der har udgivet flere bøger om tysk energipolitik.
I CDU er kritiske røster imidlertid begyndt at afvige fra valgkampens fuldtonede begejstring for tysk kernekraft. Senest har miljøminister Norbert Röttgen (CDU) skabt røre ved at tale om en »moderat forlængelse« på mellem seks og otte år for de bedst sikrede tyske værker. Röttgens i partipolitisk forstand nyerhvervede mådehold har gjort ham til en upopulær mand i store dele af egne rækker, der ønsker en forlængelse af levetiden for de strømproducerende reaktorer.
Den økonomipolitiske talsmand for CDU/CSU-fraktionen, Joachim Pfeiffer, forlanger, at Röttgen »anerkender, at flertallet i partiet og fraktionen anser kernekraft for absolut nødvendig for en sikker energiforsyning i en længere periode end han selv«. Også den tyske atomlobby lægger pres på miljøministeren og peger på kernekraft som altafgørende for tysk industris overlevelsesevne. I Süddeutsche Zeitung skriver bestyrelsesformanden for energikoncernen RWE, Jürgen Grossmann, at »lige præcis Tyskland med sin stadigt stærke og forhåbentligt også fremtidigt produktive industrielle basis har brug for kernekraft som bærende søjle«.
Men bestyrelsesformandens vurdering deles ikke af energiforskeren Claudia Kemfert: »Jeg tror ikke Grossmann har ret. Man må se på alternativerne. Hvis man nedlægger atomkraftværker, vil man bygge flere kulkraftværker. Det er muligvis ikke det klimapolitisk rigtige at gøre, men det er et alternativ.«
Uanset energikonceptets endelige udformning kan spørgsmålet om en forlængelse imidlertid blive bremset af den demokratiske proces. En forlængelse skal nemlig vedtages i Forbundsrådet, der består af repræsentanter for de tyske delstater. Efter et nyligt valgnederlag i den folkerigeste delstat, Nordrhein-Westfalen, har CDU for nylig afgivet magten til en koalition bestående af atomkraftskeptiske socialdemokrater og Grønne. Samtidig forduftede dermed et borgerligt flertal, da tilhængerne ikke længere har flertal i Forbundsrådet.
Uenigheden om kernekraft, der i længere tid har belastet Merkels i forvejen tyndslidte koalition, har nu ansporet til et kompromisforslag, som skal skabe fordragelighed mellem tilhængere og modstandere af en forlængelse. Ifølge Süddeutsche Zeitung kan der blive tale om en model, hvor antallet af aktive atomkraftværker nedbringes, mens de tilbageværende værkers løbeperioder forlænges på baggrund af en fornyelse af deres sikkerhedssystemer.
Ifølge Claudia Kemfert er det dog højst tvivlsomt, at kompromisforslaget kan få regeringen til at bilægge de interne uenigheder.