Per Kirkeby er berømt og anerkendt som maler. At han også er forfatter, er noget, langt færre har bemærket, og det ved han godt selv. Faktisk er adskillige af hans bøger slet ikke blevet anmeldt, fortæller han.
Men han er glad for ikke at være velkendt som forfatter, fastslår han og forsikrer, at han ikke siger det for at være koket.
»Man må have noget, som ikke møder accept. Jeg skriver for at have den følelse, at jeg ikke kan sættes i bås, ikke er til at få fat på. Og at jeg kommer ud på fejlveje, tilføjer han og forklarer:
»Det er ældre kunstneres problem hele tiden at skønne, hvornår man er havnet i rutinen, og hvornår der er tale om akkumuleret erfaring uden rutine.«
I dag er det imidlertid hans seneste bog, vi skal snakke om, og meget passende arrangerer vi os i hans højloftede bibliotek.
Det er vekselvirkningen mellem maleri og skriveri, der optager ham. Han skriver når han maler, og noget skrevet kan udvikle sig til et maleri, fortæller han, mens fedtstiften i hans hånd fylder det ene hvide ark efter det andet. Under hele samtalen tegner han, samtidig med at han snakker koncentreret om perception, betydning og forholdet mellem kunst, teori og virkelighed.
Den bog, vi taler om, hedder Fluepapir med undertitlen Mellemting. Et fluepapir er en lang, gul, klistret spiral, der i gamle dage hang over spisebordene ude på landet. Når fluerne ramte den, sad de fast. Så hang de der og svirrede. Per Kirkeby opfatter sin bog på samme måde, siger han: Som et fluepapir, der indfanger tanker, så de bliver hængende.
»Bøger er jo noget med papir, og de nedskrevne tanker er nogle, der er kommet til at hænge fast på det. Jeg kan godt lide rodede bøger,« erklærer Per Kirkeby, »bøger der ikke kan sættes i bås. Den disparate skrivemåde, som svarer til en flues syn, er også tættere på den måde, vi selv oplever på. Hvis du vælger et enkelt punkt, så har du et digt. Hvis man ser med alle øjnene på én gang, så aner man ikke, hvad pokker man skal, men det er sådan, jeg vil skrive. Jeg husker meget bedre glimt end en bestemt formulering. Nogle gange kommer formuleringen, så den fanger glimtet, og så bliver det rigtig godt.«
Det kommer der ‘mellemting’ ud af. Konkret består Fluepapir af korte stykker, erindringsnedslag, rejsebetragtninger fra geologiske ekspeditioner, refleksioner over andre kunstneres værker, meget om 1960’ernes Eks-skole og ‘brødrene’, Poul Gernes, Bjørn Nørgaard, Peter Louis Jensen og Henning Christiansen. Iblandet længere essaylignende stykker, og ‘fluer’, der er strøet ud bogen igennem, små og store overvejelser i Storm P.s fodspor.
Per Kirkeby vil for alt i verden undgå ‘stil’, hvorved han forstår et bestemt greb, der går igen, forklarer han. Han går efter brud, undersøgelser, efter at løbe vild og forlise, siger han.
»Jeg har en drøm om at skrive, så man ikke kan ræsonnere sig igennem teksten.«
»Alle store projekter har mulighed for at forlise og gør det ind imellem. Jeg vil gerne se mine skriverier som ét langt projekt, hvor nogle af forsøgene forliser undervejs.«
Men én ting står fast, stoffet må hentes fra virkeligheden. Et længere afsnit, betitlet ‘Neuropsykologi’ består af digte, der alle kredser om, hvad der skete med hans syn, da han for et par år siden fik en blodprop i hjernen. »Det klagsomme syn,« som det hedder et sted. Pludselig kunne han ikke se grønne farver, en del af venstre synsfelt forsvandt, og han ser stadig dobbelteksponeringer, hvis han hurtigt flytter blikket fra et objekt til et andet, fortæller han.
»Digtene er ren rapport, men samtidig er de ok som digte. Synet er et godt eksempel på en virkelighedsrelation, jeg har kun kunnet skrive digtene, fordi jeg har haft problemet.«
Når han taler om, at noget skrevet kan blive til et maleri, er det noget af det samme, der gør sig gældende. Der skal være en forbundethed med virkeligheden.
»På den ene side er transformation fra skrift til maleri ikke en rationel proces, der kan forklares med ord. På den anden side er kunst aldrig abstrakt. Jeg kan ikke male uden at kigge ud af vinduet, jeg skal have tilladelse af naturen, selv om jeg er ikke naturalist. Jeg kigger lige så meget i kunstbøger, som jeg rask væk stjæler fra, de giver mig også tilladelse.«
Ikke at hvad som helst i naturen har den autoritet, det stopper et sted før idyllen, forstår man, det Per Kirkeby søger efter, er noget, der hænger fast.
Samtidig nærer han mistro til erindringer, så han vil ikke skrive sine egne i traditionel forstand. Men han har lyst til at skrive om sine geologirejser, kun det og intet andet.
»Jeg håber at punktere ordenen, det er kedeligt at skrive relativt normalt. Det er ikke selve kronologien, jeg har noget imod, men at alting fremstilles så normalt. Man oplever jo med sine flueøjne, der ser alle vegne hen på én gang.«
En af de diskussioner, der gennemsyrer bogen, går netop på forholdet mellem kunst, sansning og virkelighed. Foruden på forholdet mellem kopi og original, erfaring og rutine, diskussioner, som Per Kirkeby har med sig fra 1960’ernes Eks-skole, og som har bevaret deres aktualitet for ham som kunstner.
»Jeg startede med et hugge tekster i min første digtsamling, der af samme grund hed Copyright. Det var samtidig med, at jeg arbejdede med pop-art, og i digtningen var det samtidig med, at systemdigtningen vandt frem med digtere som Hans-Jørgen Nielsen. I 1960’erne måtte kunsten nemlig ikke have stemninger. Men et hermetisk renset, hygiejnisk ord kan ikke bruges til noget,« lyder Per Kirkebys erfaring.
Han nævner sine senere murstensskulpturer som et eksempel på, at der altid er »et medslæb af følelse, en sentimentalitet,« kalder han de ligefrem.
»Mursten er belastet af en historie helt tilbage til de gotiske kirker, der ryger altid en stemning med.«
Også i 1960’erne var han bevidst om det, der fulgte med af romantik og sentimentalitet, siger han. Egentlig havde han blot opsøgt Eks-skolen for at lære radering, men Eks-skolen blev selve livet for ham, erklærer han nu.
»Heldet for mig var, at jeg kom med det rigtige tog.«
I sin bog har han lange kunstfaglige overvejelser om sine positioner og de modsætningsforhold, de kunne bringe ham i til sine ‘brødre’, specielt Poul Gernes, der ifølge Per Kirkeby med årene blev noget ‘ayatollah-agtig’. Der var A- og B-kunstnere, mente Gernes. A-kunstnerne var dem, der skabte noget nyt, B-kunstnerne genformulerede noget allerede skabt og stod derved i vejen for det nye.
»Poul Gernes mente, at når regnebrættet i eftertiden skulle gøres op, var der kun Eks-skolen, som ville blive stående,« fortæller han.
»Jeg blev på et tidspunkt ‘glemt’ af Poul. Da Poul udviklede de ayatollah-agtige bandbuller om kunst, med A- og B-kunstnere, udvikling, nytte kontra det kommercielle, samfundssind modsat selviskhed og forfængelighed og så videre og videre, blev jeg kørt af vejen i det underjordiske parkeringsanlæg. Han så mig ikke mere. Det var en af de ting, der har såret mig mest,« skriver han i bogen.
»Jeg var en B-kunstner,« forklarer han.
Jeg har selv studset over Gernes’ skelnen, og jeg ytrer min forundring: Kunst er jo ikke mode. Desuden har jeg en smule svært ved at få øje på det store politiske projekt i Poul Gernes’ cirkler og prikker og farver.
»Han mente, at farver i tilværelsen ville gøre folk bedre,« forklarer Per Kirkeby, men tilføjer, at der her er tale om noget, som det er for komplekst at udrede i et interview, nemlig hele spørgsmålet om, hvorvidt kunst overhovedet kan forklares. Alligevel er det hele tiden det, både bog og interview kredser om.
Når man maler og skriver som Per Kirkeby, kunne man blive beskyldt for at svigte menneskeheden, fortæller han. Men han var og er slet ikke interesseret i en intellektuel overbygning.
»Jeg vil det modsatte. Hvis kunsten leverer en interessant overbygning, kan der skrives om den, men man kan ikke skabe kunst ud fra en intellektuel overbygning, og et maleri kan ikke tolkes med henvisning til en teori. Det er et mysterium, som man må gå ind i med ikke-intellektuelle øjne. Min intellektuelle overbygning er lige så uhåndterlig som mit maleri. Jeg mener, at den er en subversiv kraft,« erklærer han og nævner Kasimir Malevitschs berømte hvide firkant på hvid bund.
Malevitsch og de øvrige suprematister blev nidkært forfulgt af Stalin, til trods for at man ikke kunne tolke deres kunst teoretisk eller politisk.
»Men den har åbenbart haft en voldsom irritationseffekt.«
Man plejer at sige, at malerkunsten skiftede position, da fotografiet blev opfundet, og maleriet dermed mistede sin repræsentative funktion, men mener, at kunst aldrig er abstrakt, og at maleriet hele tiden bærer sit eget mysterium. Er der ikke noget historisk brud?
Per Kirkeby sukker. »Det er et komplekst spørgsmål. Men selv Middelalderens religiøse billeder kan ses som noget i sig selv, det handler ikke om motivet, det handler dybest set om måden, de er malet på. De tidligere middelaldermalerier er malet med en ømhed, der rammer den religiøse følelse.«
Heller ikke når Per Kirkeby selv maler, er det indholdet, der starter maleriet, ej heller når han skriver en bog.
»Læseren må selv forsøge at opspore det afgørende, man kan måske ikke engang se det selv, men må stole på, at der er en stemning, en materialitet, der meddeler sig uden om det intellektuelt sproglige. Kunsten opererer med og er forpligtet på andre meninger meningen må komme af en hårdt tilkæmpet struktur.«
Hvordan hænger det sammen med, at du vil sabotere strukturerne, når du skriver?
»Jeg mener den forventede struktur. Men selvfølgelig må et kunstværk have sin egen struktur, som det er forpligtet over for. Jeg påstår, at fluepapiret er en sådan struktur. Et sted, hvor noget spræller.«
Per Kirkeby: Fluepapir. Mellemting. 249 sider, kr. 299. Tiderne Skifter. ISBN 9788779734760