Min gamle kollega Ib Rehne (Cairo) sagde det helt præcist engang: »En ekspert er en mand, der er langt væk hjemmefra.«
Det var i en fjern fortid uden internet eller satellitter, hvor en dårlig telefonlinje fra Langtbortistan garanterede for ekspertisen og troværdigheden.
I dag vrimler det med eksperter i alt muligt. Det er ikke altid lige nemt at vide om de er ‘eksperter’ - altså mennesker, der har brugt år på at studere og forske forholdsvis afgrænsede områder. Eller om det blot er journalister, der er så privilegerede at de i modsætning til størstedelen af deres kolleger har fået til opgave at bevogte et bestemt stofområde.
I gamle dage var de journalister med et stofområde, nu er de ‘sikkerhedsredaktører’ eller ‘vores egen ekspert i terrorisme’. Og de er toptunet til at besvare det mest anvendte spørgsmål i danske medier. Det kan formuleres på mange måder, men essensen er: »Hvad tror du nu, der sker«.
Når de helt store begivenheder indtræffer, kaldes de i studiet. Som i fredags, da bomben sprang i Oslos regeringskvarter og de første foruroligende meldinger kom om systematisk massehenrettelse af deltagere i Arbeiderpartiets ungdomsstævne på Utøya. Redaktionerne, der er yderst tyndt bemandede en sen fredag eftermiddag på toppen af industriferien, kalder sine eksperter ind og ringer sommerlandet tyndt for at finde eksterne eksperter (de er altid mere troværdige, specielt hvis de har en akademisk titel). En så voldsom bombe midt i en hovedstad er terror. Og terror er blevet synonymt med islamistisk terror. Det ligger helt på rygmarven nu, hvor vi nærmer os 10-års-dagen for 11. september 2001. Så de eksperter, der blev kaldt ind, var mennesker, der beskæftigede sig med islamistisk terror. Og sporet blev forfulgt hele eftermiddagen og aftenen og prægede i helt overvældende grad de morgenaviser, man åbnede lørdag morgen.
Hvis trykte dagblade havde været min eneste nyhedskilde lørdag morgen, ville jeg have svært ved at forestille mig andet, end at Norge her betalte en blodig pris for at have genoptrykt Muhammed-tegninger samtidig med at norske soldater var i Afghanistan og norske piloter bombede i Libyen.
Politiken havde adskillige artikler om islamistisk terror. Sporet var lagt. Information havde intet mindre end fire eksperter, der spekulerede i, om al-Qaeda eller lignende havde slået til og min yndlingsavis New York Times blev vidt og bredt citeret for, at en ekspert fra en terrorforskningsenhed sagde, at en islamistisk gruppe med hellige krigere havde taget ansvaret for bombeeksplosionen i Oslo.
Dagbladenes grundlæggende dilemma blev her udstillet mere end brutalt. På den ene side er de journalistiske nyhedsmedier. De skal bringe nyheden og gøre dækningen bedre end konkurrenterne. På den anden side ved de, at næsten enhver læser ser tv og er på nettet og de skal derfor lave baggrundsartikler og analyser, der giver læserne en bedre mulighed for at forstå, hvad der sker, og hvorfor det sker. Og samtidig med, at teknologien udvikler sig med stormskridt, er der meget, der tyder på, at deadline for en morgenavis måske specielt om fredagen ligger så tidligt, at nyheder i TV Avisens 21-udgave eller TV 2 Nyhedernes 22-udsendelse ikke kan komme med i morgendagens avis.
End ikke de første oplysninger sent på aftenen om, at en blond nordmand var blevet anholdt med våben i hånd blandt døde ofre kunne standse islamterror-teoretikerne. Den første seriøse tvivler jeg så, var den tidligere PET-operationschef Hans Jørgen Bonnichsen, der på Deadline klart betvivlede al-Qaeda-vinklen og talte om højreekstremisme og enkeltmands-terrorisme.
Kun Ekstra Bladet der jo har en meget senere deadline end alle andre, men alligevel lander på morgenbordet sammen med dem bragte enorm forvirring hos morgenlæseren ved at have billedet af den blonde nordmand over hele forsiden med rubrikken: »Den blonde dræber«. Eller klarhed. For morgenavislæseren havde allerede været en kort tur på nettet og havde set NRK og TV 2 Norge, som i øvrigt ikke i nævneværdig grad forinden havde haft større spekulative ekspertinterview om skyldsspørgsmålet, men helt forståeligt brugte alle kræfter og lidt til på at dække, hvad der rent faktisk var sket og skete.
Det er sjældent, at medierne skaber dagsorden. Medierne reflekterer langt oftere den dagsorden som samfundets institutioner, herunder Folketingets flertal opererer efter. Og den har de sidste 10 år været, at terrorbekæmpelse er lig med infiltrering af og intens viden om ekstreme muslimske miljøer. Antallet af terroreksperter (læs: islamistisk terror) er mangedoblet på 10 år, fokus er på islam og derfor er rygmarvsreaktionen på redaktionerne, når en bombe eksploderer hverken overraskende eller chokerende, selv om man måske kunne ønske en lidt mere velovervejet og kritisk journalistisk tilgang. Det er en anelse overraskende at høre en meningsudveksling i et tv-studie om, hvorvidt man kan bruge ordet ‘terror’ om en enkelt ikkemuslims handling bl.a. fordi en Europol-statistik over forsøg på og udførte terrorangreb i Europa i 2010 viser, at ud af 249 tilfælde var kun tre af dem islamistisk funderede.
Hvis man overhovedet kan tillade sig at sige, at der kan komme noget positivt ud af de afskyelige forbrydelser i Norge er det formentlig, som en norsk kommentator sagde det til BBC, og NRK’s politiske kommentator sagde det, at der næsten gik et lettelsens suk gennem vide kredse i Norge, da ‘den blonde dræber’ blev anholdt.
Man forventer en afdæmpet og civiliseret samfundsdebat nu specielt om multikulturalisme og indvandring. Terroren har mange grimme ansigter. Og det er desværre nok ikke sidste gang de kommer til syne.
Men næste gang kan man måske forvente, at den journalistiske vinkel ikke trækkes så hårdt op, at der kigges hele horisonten rundt efter mulige gerningsmænd og ikke kun vender ansigtet mod Mekka.