I Lausanne vasker olympiske pampere hænder, bistået af sportsministre og verdenspresse
KOMMENTAR
Lausanne - Der står en lille dreng med sin bold på en af de få græsplæner, der er blevet plads til på velhavernes skråninger ned mod Lac Leman. Drengen har intet opdaget, men det er der tilsyneladende så mange, der ikke har. Ikke engang EU’s såkaldte sportsministre synes at være helt klar over, hvad det er, der sker få kilometer mod nord i Lausanne i disse dage.
I en æstetisk katastrofe kaldet Palais de Beaulieu har en af generallisimo Francos gamle supportere, Juan Antonio Samaranch, samlet klodens aldrende og for manges vedkommende stærkt korrupte olympianere, for - med hjælp fra politikere og pressefolk - at cementere, at Den Internationale Olympiske Komite er verdensidrættens rene og ædle forpagter, der tager skarpt afstand fra doping.
Det gør komiteen ikke nødvendigvis, for så var den nok skredet ind længe før en række multinationale koncerner og tv-selskaber bad om det. Korruption, sexskandaler og dopingsager er relativt effektivt afdækket i den britiske journalist Andrew Jennings bøger om IOC, og selv om man - som IOC - anser bemeldte Jennings for at være en manisk, uvederhæftig manipulator, har hovedparten af mandens afsløringer været båret af præcision.
Nu har ‘blåskjorten’ så omsider formået at tage den politiske temperatur, og via en kongres om doping i Lausanne modtager verden så det lykkelige budskab: IOC bekæmper doping med alle midler og de gamle mænd, der, ifølge Jennings, flyver med kniv og gaffel i brystlommen, kan intet bebrejdes. Samaranch, af danske journalister kaldt “Jørgen Anton”, fremstår gerne som en slags Mother Theresa.
Har ikke gjort noget
Når ugen er omme, er billedet af Samaranch fuldtegnet: “Jørgen Anton” er manden, der ikke alene skabte IOC’s formidable pengekasse, han er også manden bag den systematiske kamp mod doping. Hvem kan dog bebrejde blåskjorten, at han nedsætter, hvad han kalder et uafhængigt agentur til bekæmpelse af doping.
Et besøg i Stasi-arkiverne i Berlin som det, Jennings aflagde, afslører, at Samaranch og IOC-toppen i årevis har kendt til hemmeligholdte dopingsager og beslægtede korruptionsaffærer.
Folkene fra Lausanne har i samme årrække dækket over skandalerne og dermed holdt hånden over idrættens værste forbrydere, hvoraf nogle findes i kredsen omkring den gamle Francomand himself.
“I dag er de bare en flok gamle fjolser, der kun fortjener at blive gjort til grin,” siger Jennings i baren på Hotel Palace. Her har Samaranch en suite til 4.888.000 kroner om året - eller har han?
Det første dokument, vi pressefolk modtager på verdenskonferencen om doping, handler ikke om - doping. Det er derimod en 12-punkt liste over ting, Samaranch ikke har gjort.
IOC’s pressebureau vil korrigere fejlagtige oplysninger i pressen. Det meddeles, at Samaranch ikke betaler fuld pris for hotelsuiten, ikke flyver i helikopter fra Geneve til Lausanne, ikke var minister under Franco, ikke har modtaget to rifler fra Browning og ikke kører i limousine.
Det var muligvis ikke en limousine, ud af hvilken ‘his exellency’ Samaranch tidligere på dagen steg, men det lignede umanerligt.
Denne dag er Hotel Palace rammen om et møde mellem verdenskonferencens delegater, herunder Danmarks
Idræts-Forbunds formand, Kai Holm, der også er imod doping. Eller i hvert fald er blevet det noget så eftertrykkeligt den seneste tid.
The Wall Street Journal kontakter Holm, idet den amerikanske journalist har hørt, at unge Holm gerne vil afløse det danske IOC-medlem Niels Holst Sørensen, hvis denne nogen sinde falder for aldersgrænsen. Holms ambitioner fejler ikke det ringeste, hvilket bedst ses af, at ejendomshandler Holm igen og igen peger på, at Samaranch må være den bedste til at rydde op i IOC.
Muligvis derfor har Holm også i en periode gnubbet sig seriøst op af den belgiske kirurg Jacques Rogge. Denne er et ikke helt umuligt bud på en ny IOC-præsident, og da han som forberedelse til Lausanne-konferencen mødtes med kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen i København, registrerede de til stadighed yngre og mere kritiske danske sportsjournalister en krabbende Holm ved Jacques Rogges side.
Ved bordet sad også Gerner Nielsen, der indtil for nylig ikke gav interviews om sport. Den tid har ændret sig, og såmænd om ikke den venlige, forudsætningsløse minister fløj til Lausanne og på førstedagen krævede mere moral og etik i idrætten. Hvad det skulle gøre godt for må guderne og det radikale bagland vide, og fru ministerens tale forblev da også et lettere bizart indslag
Ulydige elementer
Kulturministeren gjorde formentlig sit bedste. Hun krævede et komplet uafhængigt doping-organ nedsat, mere demokrati og gennemsigtighed, samt fælles regler for sanktioner. - “Sporten skal back to basics”, forklarede hun IOC.
Det synes Holm også, og sammen med den venlige minister slog han et slag for sin nyvundne ikke-kommercielle moral, da det aldeles umage par Holm og Nielsen mødte den talstærke danske presse.
“Dem taler jeg med senere”, udbryder ministeren, da hun ser Andrew Jennings række en finger i vejret. Briten har i Ekstra Bladet opfordret ministeren til at vende ryggen til hele IOC-forsamlingen, for at demonstrere sin foragt for det (kun i nogle sammenhænge!) kvindefjendske IOC.
“Hvor kommer alle de danske journalister dog fra,” spørger The Wall Street Journal, som åbenbart ikke har hørt om Bjarne Riis. Den danske cykelrytter, der siges at repræsentere de professionelle ryttere, er ikke i Lausanne. Faktisk er der som altid, når IOC mødes, ikke en atlet i miles omkreds. Atleterne hører ligesom ikke til i denne verden af håbløse jakkesæt og billige hyttesko.
Heller ikke dopingindustriens bagmænd, det kunne være medicinalindustriens repræsentanter og/eller eksempelvis de italienske sportslæger, er pudsigt nok til stede i Palais de Beaulieu, hvor man til gengæld kan se det schweiziske IOC-medlem, Marc Hodler. Det var Hodler, der for nylig lækkede historien om omfattende korruption i IOC ved udvælgelsen af OL-byer.
Det er formodentlig mere end almindelig naivt at tro, at Hodler - en nær ven af Samaranch - skulle gå ud med den historie uden præsidentens velsignelse. Næppe var historien kommet ud, før der forelå en rapport, der udpegede de skyldige og samtidig kolporterede nyheden om ‘his exellency’s effektive indgriben til gavn for sporten og dens fremtid.
De skyldige var ikke de mest magtfulde og mest korrupte i IOC’s top. De skyldige var i hovedtræk folk fra fjerne egne på det afrikanske kontinent.
Meddelelsen fra Lausanne
Budbringeren var en altid beredvillig presse, hvis ypperste repræsentanter flyver, æder og drikker på blåskjortens regning. På den måde har Samaranch gennem årene forsøgt at sikre sig mod for megen journalistisk modgang.
Lidt ligesom dengang, Kai Holm samlede en gruppe golf-interesserede sportsjournalister omkring sig. I mange år fremstod Holm med et poleret image, men både tiden og sportsjournalisterne har ændret sig. Forehavendet er alligevel ikke rigtig lykkedes, og nu har Holm og Samaranch brug for et nyt ansigt, hvilket ses af deres stædige kamp for mindre kommercialisme, korruption og doping. Det må være dejligt for idrætsfolkene at vide, at de er repræsenteret ved så noble kræfter.
Samaranch lyttede og nikkede høfligt til rækken af indlæg fra sportsministrene.Eller også var han ved at falde i søvn, men mon ikke han fik en kold tyrker, da den britiske sportsminister, Tony Banks, tog ordet.
“Vi tolererer ikke mere fra IOC,” tordnede Banks, der er en af de få ministre i Europa, der ikke har fået pålagt sin interesse for sport efter at fransk politi gjorde, hvad IOC og andre har forsømt under Tour de France og lignende idrætsbegivenheder. Således lykkedes det Banks at få kædet dopingproblematikken sammen med de oldnordiske og komplet udemokratiske tilstande i IOC.
“Vi er glade for de mange gode råd, vi har fået,” erklærede IOC’s generalsekretær talrige gange og gjorde sit bedste for at se ud som om, han mente det. Udenfor stod præsidenten for det internationale atletikforbund, italieneren Primo Nebiolo, der i årevis har dækket over skandaler af forskellig karakter. Nebiolo stod og talte med en mand fra den italienske olympiske komite, der har vist sig at være selve korruptionens arnested. Den mand, den italienske olympiske komite har sat til at administrere dopingbekæmpelsen (Francesco Conconi) er efter alt at dømme identisk med den mand, der har udviklet den næsten videnskabelige brug af stoffet EPO.
I dag kommer så med stor sandsynlighed meddelelsen om, at Samaranch vil nedsætte et uafhængigt doping-agentur, kombineret med ønsket om fælles regler og strafferammer. Sportens skraldemænd i habit har handlet.
Og Samaranch har udført en af sine sidste operationer med en militærmands konsekvens. Verden vil få at vide, at IOC på noget nær rekordtid er begyndt at bekæmpe doping og korruption.
Drengen er tilbage på skråningen, Samaranch er tilbage i suiten og sporten er… back to basics.
Henrik Madsen er journalist på TV 2 Sporten