Det starter med et mord. I Hans Schmidt Petersens Pigernes ynde er offeret en mandlig skolelærer og lokalpolitiker fra Dansk Folkeparti, der findes dræbt i sit eget hjem. Ingen har set nogen forlade huset, heller ikke naboen, der ellers har holdt godt øje fra det øjeblik, hun hørte et skud og ringede til politiet.
Kommissær Carsten Madsen fra Aabenraa Politi får til opgave at opklare sagen, der fører ham over grænsen, hvor Christiane Müller fra Flensborg Politi af en lokal meddeler har fået at vide, at en af regionens store vvs-firmaer smugler diamanter fra Østeuropa.
Madsen og Müller kender hinanden i forvejen — og vi kender dem fra de to første bind i Schmidt Petersens krimiserie fra grænselandet, Sneglens hus og Den sørgeligste død — og da Müllers meddeler kort efter likvideres, bliver de atter nødt til at danne fælles front mod både egnens forbrydere, samfundets skridende moral og politietaternes stride bureaukrati.
Resultatet er en på én gang stille og medrivende, intelligent krimi, der tegner et troværdigt portræt af et Danmark præget af politiske, sociale og religiøse spændinger. Blandt de mistænkte til det første mord har vi således både nabokonen, der har våbentilladelse, og den måske jaloux kone samt den politiske rival og den aggressive indvandrer. Sidstnævntes kønne trettenårige datter har oven i købet modtaget hemmelig hjemmeundervisning af den dræbte, så hvem ved, om ikke der ligefrem kunne være tale om pædofili …
Det hele er som antydet fermt afviklet i et knivskarpt og uprætentiøst sprog, der hæver sig langt over genrens standard og blandt andet byder på en levende beskrivelse som denne:
»Der var paraplyer overalt. Vinden kom vestfra, regndråberne blev kylet mod øst, og folk holdt deres paraplyer mod vind og dråber. Af og til vendte én af dem vrangen ud, et knæk, regn piskede mod ansigtshud, og der blev kæmpet en håbløs kamp.
Også Sara Blædel har skrevet en klassisk whodunnit, der starter med et mord. De glemte piger er syvende bind i serien med kriminalassistent Louise Rick, der nu er blevet leder af Den Særlige Efterretningstjeneste.
Sammen med en ny, drikfældig, men naturligvis både handlekraftig, potent og rar mandlig kollega erfarer hun, at den dræbte kvinde allerede er afgået ved døden en gang tidligere, nemlig tilbage i 1980.
Dengang boede hun med sin tvillingesøster på en midtsjællandsk åndssvageforsorg, der for længst er blevet nedlagt. Her døde tvillingerne ifølge embedslægen af lungebetændelse.
For at finde ud af, hvordan det hænger sammen, må Louise søge tilbage til skovene, søerne og landsbyerne omkring Hvalsø, hvor liget blev fundet, og hvor Louise selv voksede op, indtil hun rejste, efter at hendes daværende kæreste angiveligt begik selvmord.
Denne makabre historie fra fortiden viser sig slutteligt i De glemte piger at kunne hænge anderledes sammen, end Louise troede, og så er der jo lagt op til masser af drama i næste bind i serien med Louise Rick.
Den er der grund til at glæde sig til, for Sara Blædel bliver ved med at udvikle sig både sprogligt og dramaturgisk: Bortset fra makkeren — der nærmer sig en kliché — er der ikke meget at udsætte på De glemte piger, der ud over en fængende intrige og et godt sprog også tilbyder et interessant persongalleri, der er til at forstå, selv om de har handlet forbryderisk.
Som i Hans Schmidt Petersens Pigernes ynde er det nemlig ikke kun morderen, der er skyldig, men i høj grad også de mennesker og det system, der har skabt et Udkantsdanmark, hvor de særeste store og små forbrydelser finder sted, uden at nogen kan eller vil forhindre det.