En række italienske romaner af stor spændvidde er i de seneste år blevet oversat - nu har vi tilbuddet om at få spredt læste bøger sat ind i en forståelsesramme
NY BOG
Fra Umberto Eco, Italo Calvino og Antonio Tabucchi til Paulo Marensig, Sandro Veronesi og Susanna Tamaro - italienere kan noget særligt med fortælllingen.
Og når der er noget disse, kære italienere ikke kan, ikke vil eller ikke agter at gøre eller ikke har gjort eller tænkt sig nogensinde at gøre, har de en suveræn foragt for sandheden.
En foragt, der samvittighedsløst og spontant sprudler ud i veloplagte minifortællinger og omstændelige forklaringer - men ikke undskyldninger - oftest ganske forberedte, helt ulogiske og fremført i et rask tempo, som afskærer lytteren helt fra at komme med berettigede indvendinger.
Indsatsen er forpustende og imponerende. Nationen rummer et stort fortællepotentiale. En energi.
Derfor bør selv den helt forudsætningsløse unde sig at læse Rejsen og blikket, som er et overblik over den nyeste italienske litteratur fra 1980-98 præsenteret af Lene Waage Petersen, Birgitte Grundtvig og Pia Schwarz Lausten i en læsværdig, omhyggeligt udarbejdet litterær oversigt.
Bogen vil ambitiøst være litteraturhistorie, advanceret forskning og begavet essayistik i ét værk, tung og omstændelig indimellem, men med en komprimeret tyngde af kloge nuanceringer og tankevækkende forbehold.
Rejsen og blikket er en modig og gavmild satsning.
Første havdel er den fyldige litteraturhistorie og metodediskussion i brede overblikke med værkreferater, som vidner om, at de enkelte bøger har været læst og overvejet nøje, i sig selv en betydelig arbejdspræstation.
Der er grundige overvejelser af terminologioer, metoder og synspunkter af især det dubiøse, men højst anvendelige begreb ‘postmodernisme’, der såvel her som i Italien har givet anledning til polemik.
Neobarok
Det litteraturtekniske problem, som tages grundigt op, er forvirringen i begreber. Modernisme er ikke et brugt begreb, undtaget om en katolsk reformbevægelse fra århundredeskiftet. Vi bruger det om 60’erne.
I den italienske debat er der endnu mere anfægtelse omkring begrebet postmodernisme end hos os.
Af denne bogs forfattere bliver begrebet efter grundige, åbne forklaringer brugt smidigt - og det er meget nyttigt med sit heterogene indhold, åbenheden, konnotationer af et selektivt personlig præget udvælgelsesvalg, en sammenstilling af uensartede motiver og tonelag, stilskift i selve det sproglige, genbruget, spring i handlingen og genregrænser, der overtrædes med vilje som et led i en søgen efter fornyelse.
Som eksempel essayet, der glider sammen med romanen, belæstheden i klassikerne, som er stærkere hos italienerne, hvor de ligefrem kommer til at spille med som afblegede eller nytolkede modeller, interessen for det historiske, hvis katakomber som ormegange gennemborer det supermoderne beskrivelse af den forvirrende, hektiske metropoletane kultur som noget opløftende, hvor byen.
Op imod begrebet ‘postmodernisme’ stilles ‘barok’ eller ‘neobarok’, en tradition, der ligger danskere uendelig fjern: Det teatralske, yderpunkterne, den provokerende sensibilitet, bedrageriske og virtuelle billedvirkninger, som gør litteraturen til “illusionernes teater”, iscenesættelsen af jeg’et - alt dette fornægter litteratur som nøglen til en nøgtern hverdagrealisme.
Farver og udfordringer
Forfatterne til Rejsen og blikket har inkorporeret mange interessante synspunkter fra italienske og internationale sammenhænge, som de behændigt spiller op imod. Videnskabsteorien og dens indflydelse på litteraturen, hvor Calvino jo er et særligt givende eksempel, er draget ind bl.a. med hensyn til ‘blikket’ - den ene del af værkets titel.
Især er der fokus på filosoffer som Gianni Vattimo, der kritiseres for sin intelligente tærsken langhalm på Nietzsche, på Mario Perniola og ikke mindst på Giorgio Agamben, som optræder med sin skarpsindige udlægning af Spinozas passionerede åndshistoriske-mystiske indflydelse på Elsa Morantes senere forfatterskab.
Der er mange farver i det litterære spektrum, fra Morantes blodrøde over Daniele del Giudices stålgrå minimalisme, blå som længslen eller gådens farve, spraglet hos Ponteggio i Glemte skæbner, dystert med stjerneglimt hos Primo Levi.
Genrerne spænder fra science fiction hos Stefano Benni og krimi i Antonio Tabucchis nyeste bog over den historiske genre, der ligesom her i Danmark ofte misbruges med sin tendens til at skabe romantiserende spænding og underholdning, men også hævdes smukt hos f.eks. Rafaele Nigro og især Sebastiano Vassalli, familiesagaer og kvindesolidaritet hos bl.a. Dacia Maraini, Rosetta Loy, Susanna Tamaro, Cristina Comencini og Margaret Mazzantini, Roberto Pazzis bizzare tidsforskydninger og omskrivning af historien i sin roman Judasevangeliet og den raffinerede Elisabet Rasys helgeninderoman I primi estasi (De første ekstaser).
Forfatterportrætterne
Der er to kvinder blandt de udvalgte femten: Elsa Morante og den unge Paola Capriolo. Inderlighed og metafysisk stillet over for det teatralske og kunstnerlivet magtens mekanismer formidlet af Waage Petersen, som tager sig af de lidt ældre, sine egne yndlinge. Leonardo Sciascia, Italo Calvino, og den yngre Gianni Celati, et litterært samlingspunkt for den yngste generation, og den vidunderlige Claudio Magris, som får et af de mest velafrundede essays.
Et afsnit diskuterer kvindernes tiltagende position i italiensk litteratur, hvor ikke mindst den unge, oprørske og irriterede Silvia Ballestra med sin blanding af det højlitterære og slang gør indtryk.
Den nye star er Alessandro Barricco og hans forfinede romaner. De er veldisponerede og fulde af litterære lån fra Italo Calvino og fra Luigi Malerba. Det skummer Malerba af raseri over.
Apropos at skumme: Birgitte Grundtvig skriver fortrinligt om Sandro Veronesi, hvis ‘skummethed’ - et emblematisk træk ved den unge generations proteus-agtige evne til foranderlighed - har skabt hans berømmelse, men hvor man også finder undertone af melankoli og tabt, attrået uskyldighed.
Den ikke-oversatte Giampiero Comolli og hans filosofiske rejseromanverden er for mig et helt nyt og fascinerende bekendtskab med ejendommelige opdagelser og opdagelsesrejsende, jeg vil glæde mig til.
Praktiske miniaturer
Det er glimrende, at der udkommer en ny, helt aktuel italiensk litteraturhistorie over årene 1980-98. Og der er grund til at prise Maria Ø-
ster, som har haft hovedansvaret for et praktisk lille forfatterleksikon på en 20 sider allerbagerst med fakta, som er nemt at slå op i.
At Rejsen og blikket er ført helt up to date i alle detaljer, kan jeg næsten garantere for. Den eneste mangel, som måske ikke er en mangel, men en villet undladelse, er at der ikke er anført, at Tabbucchis La testa perduta di Damasceno Monteiro er oversat til dansk.
Måske, måske, fordi forlaget har måttet trække udgivelsen tilbage, da Tabucchi protesterede over, at bogen i den danske oversættelse kun hed Et afhugget hoved” og ikke Damasceno Monteiros afhuggede hoved. Den myrdedes identitet var med andre ord slettet ud, en forbrydelse på det symbolske plan på linie med selve forbrydelsen.
Skal man også tillade sig den luksus at være rigtig pernittengrynet, må det anføres, at den jødiske Primo Levis store roman om exodus fra Auschwitz i dansk oversættelse hedder Om ikke nu, hvornår så?, og titlen ikke begynder med ‘hvis’.
Men det er småting. Rejsen og blikket kommer vidt omkring og kan i virkeligheden ikke hegnes ind i en anmeldelse. Næh, den ægger til nye turistrejser i grænseområdet mellem virtualitet og realitet, fantasi og hverdag, historie og historiske fortolkninger.
*Lene Waage Petersen og Birgitte Grundtvig: Rejsen og blikket - italiensk litteratur 1980-1998. 432 s. ill., 298 kr. Tiderne Skifter