Organindustri
Organer uden grænser
Vor tids kanibalisme kalder professor og leder af Organs Watch, Nancy Scheper-Hughes den omfattende handel med organer.
Sammen med et team af antropologer og studerende ved University of California, Berkely har hun undersøgt en række af de rygter, der i årevis har verseret i den internationale presse.
»Det er et kæmpe marked, og det vokser meget, meget hurtigt,« konstaterer hun.
Specielt handlen med nyrer fra levende donorer, har bredt sig gennem de senere år.
Mens det for ti år siden fortrinsvis var folk fra de arabiske lande, der i stort antal rejste til Bombay, Calcutta og Delhi for at købe en nyre af fattige indere, eksisterer der ifølge Nancy Scheper-Hughes nu en velorganiseret handel over store dele af verden.
»Vi begyndte med at undersøge de kendte sager i Indien samt organtransplantationer fra henrettede fanger i Kina og Taiwan.
Men vi konstaterede hurtigt, at handlen med nyrer havde spredt sig til bl.a. Central- og Østeuropa. Og at den siden september sidste år også finder sted i USA,« siger hun.
Ny turist-industri
Den indiske nyrehandel blev konstateret af læger i patienternes hjemlande, fordi patienterne ofte kom hjem med komplikationer som følge af dårlig kvalitet eller ringe kontrol af væv og blodtype. Den slags finder stadig sted, men en nyretransplantation under fremmede himmelstrøg behøver langt fra at være forbundet med stor risiko, konstaterer Scheper-Hughes.
Ofte køber patienterne en pakkeløsning, hvor donoren ankommer til hospitalet samtidig med patienten og et lægehold efter forudgående undersøgelser, forklarer hun. Nyren tages ud, bringes ned ad hospitalsgangen og sættes i, før privatflyet, der holder og venter, flyver patienten hjem til efterbehandling.
»Det er transplantations-turisme – folk, der rejser fra steder, hvor der enten er ringe mulighed for transplantation, eller hvor ventelisterne er korrupte.
De kan få en ny nyre hurtigere eller måske af bedre kvalitet, hvis de har pengene.«
Mens der generelt er gode resultater for de nyrepatienter, der har valgt at betale sig fra at være bundet til et dialyse-apparat mange timer ugentlig, er situationen ofte ganske anderledes for de, der sælger et organ, viser den research Nancy Scheper-Hughes og hendes kolleger i Organs Watch har foretaget.
Den viser ikke overraskende, at det helt overvejende er rige hvide mænd, der køber organerne, og farvede fattige – ofte kvinder, der sælger.
»Jeg har set annoncer fra folk, der er parate til at sælge alt, hvad der kan tages fra et levende menneske. Der er folk, der er desperate nok,« fortsætter Scheper-Hughes.
Ligesom prisen for selve transplantationen varierer voldsomt, er der også stor forskel på de beløb organ-donorerne modtager.
Én ting er dog sikkert, understreger Scheper-Hughes: Donorerne får kun en forsvindende lille andel af prisen, og ingen interesserer sig for dem efterfølgende.
Hun har kendskab til en studerende i Sydafrika, der solgte sin ene nyre for 5.600 kroner, og hun har aldrig hørt om donere, der har modtaget mere end 5.000 dollar eller 40.000 kroner.
»Ingen beskæftiger sig med efterbehandling af de mennesker, der sælger et organ. Og ingen ved, hvilke konsekvenser det har for dem på længere sigt,« siger hun.
Forsikringer betaler
Blandt de organ-donorer, Scheper-Hughes har talt med, er blandt andet en kvinde fra Brasilien, der fik brækket flere ribben i forbindelse med, at hendes ene nyre blev fjernet. Og som efterfølgende måtte opgive sit arbejde p.g.a. fysiske og psykiske problemer.
»Lægerne har endda et navn for det: kidney-regret – hjemve efter min nyre,« fortsætter, hun med foragt i stemmen. Hvad der bekymrer hende endnu mere er imidlertid, at køb af organer ikke længere er begrænset til rige mennesker.
Hun har bl.a. interviewet en ung israelsk mand, der i september sidste år fik foretaget en nyretransplantation i USA. Han fortalte, at forældrene havde arrangeret transplantationen gennem en mægler, og at hans sygeforsikring i Israel dækkede udgifterne.
»Når forsikringer er involveret, er det ikke længere så klasseopdelt, som jeg troede. Og det betyder, at det vokser meget meget hurtigt,« siger hun.
Stiltiende accept
Handel med organer er imod god lægeetik, og fordømmes af såvel regeringer som humanitære- og lægelige organisationer i størstedelen af verden.
At det alligevel finder sted uden at der gribes ind, mener Nancy Scheper-Hughes skyldes, at en række læger trods den officielle modstand, ikke nødvendigvis finder det uetisk at foretage transplantationer mod betaling.
»Det bizarre er, at uanset hvad man gør, eksisterer der et dilemma.
På den ene side er der folk, der forsøger at få det her til at ske på en ordentlig måde, hvilket indebærer, at der er et begrænset antal organer til rådighed. På den anden side er der den enorme efter-spørgsel,« siger hun.