En venskabsforening i Århus har succes med at skabe kontakt mellem ældre danskere og indvandrere. Foreningen er den eneste af sin slags i Danmark, og har så stor søgning, at den ind til videre må lukke for flere medlemmer
Tilknappede, ligeglade eller decideret afvisende. Det er den oplevelse, mange ældre indvandrere efter årtier i Danmark fortsat har af den danske befolkning. Danskerne især de ældre holder sig for sig selv og lukker nødigt nye ind i kredsen. Derfor er de ældre den gruppe indvandrere, der i dag føler sig mest uden for det danske samfund. De har boet her i årevis, arbejdet, og betalt skat, men danske venner dem har de ingen af.
Det behøver imidlertid ikke være sådan. Det viser erfaringerne fra en forening i Århus, der i tre år har bygget bro mellem ældre danskere og indvandrere.
»Venskabsforeningen for ældre danskere og indvandrere« er en privat græsrodsforening, der arrangerer udflugter til museer og svømmehal, fælles madlavning og sprogundervisning på dansk, engelsk og arabisk.
Foreningen er finansieret af brugerbetaling og tilskud fra Århus Kommune til at lønne en daglig koordinator. Og erfaringerne fra Århus viser, at det trods forskellig baggrund sagtens kan lade sig gøre at finde sammen. Kontakten skal bare hjælpes lidt på vej.
Den enste af sin slags
Med lokaler i Århus midtby har venskabsforeningen i dag 164 medlemmer, hvoraf de 139 er indvandrere og flygtninge fra 19 nationer. For øjeblikket er interessen blandt indvandrere i byen så stor, at foreningen indtil videre må sige nej til flere medlemmer. Der er ganske enkelt ikke plads nok i lokalerne på 4. sal i Østergade.
Den århusianske forening er den eneste af sin slags i Danmark. Og dermed er den også undtagelsen, der bekræfter reglen at danskere er nogle tilknappede størrelser.
Efter 13 år i Danmark har den 55-årige Parvin Hamed-Ostovari fra Iran oplevet alt fra kold afvisning til massiv ligegyldighed især fra danskere på hendes egen alder.
»Danskerne vil ikke acceptere mig, fordi jeg er udlænding. De ser på os fra Iran, Irak og Pakistan på en helt anden måde end på svenskere og nordmænd. Især ældre kvinder tager afstand fra mig. De kan ganske enkelt ikke lide udlændinge, og derfor er de helt lukkede,« siger Parvin Hamed-Ostovari.
Kolde danskere
Hun fortæller, at hun har haft et godt forhold til sine arbejdskammerater i de perioder, hvor hun har arbejdet. Men så snart hun holdt op på arbejdspladsen, er hun blevet luft for sine tidligere kolleger.
Før hun måtte flygte fra Iran i 1987, boede hun i en årrække i USA, Tyskland og England, hvor hun fik venner og veninder blandt kolleger og naboer.
Bortset fra venskabsforeningen, hvor hun nu er formand for bestyrelsen, har hendes jagt på en veninde i Danmark hidtil været forgæves.
»Undskyld jeg siger det men jeg har aldrig oplevet så kolde mennesker som i Danmark. Når folk, som jeg har brugt tid sammen med, ikke engang gider hilse på mig, tænker jeg, at jeg har spildt tiden. Det ville have været meget bedre at have læst en bog eller avisen,« siger hun.
Det fælles sprog i venskabsforeningen er dansk, fordi det er med til at styrke medlemmernes sprog, men også fordi vietnameserne for eksempel ellers ikke ville kunne tale med palæstinenserne. Bortset fra en stribe ordbøger og et verdenskort, der skal vise hvor mange forskellige lande, medlemmerne kommer fra, ligner lokalerne enhver anden forening i Danmark. Her er opholdsrum med kaffe på bordet, køkken og et mødelokale, hvor studiegrupper mødes for at diskutere emner som integration.
Foreningens medlemmer står selv for rengøringen, og den tjans er i denne uge tildelt tamilerne, afghanerne og polakkerne.
Ældre er mest afvisende
En af foreningens mest aktive medlemmer, 58-årige Ghulam Dastgir Qayumi fra Afghanistan mener, at ældre danskere er de sværeste at få kontakt med, fordi de lader sig påvirke at den negative mediedækning af indvanderne. Derfor ser de først og fremmest på ældre med indvandrerbaggrund som fremmede ikke som bedsteforældre eller beboere i det samme kvarter som dem selv.
»De fleste indvandrere har problemer med at snakke med ældre danskere. Danskere på vores egen alder hører hele tiden om kriminalitet og problemer blandt indvandrere, og så tror de, at vi er dårligere mennesker, fordi vi har mørkt hår,« siger Ghulam Dastgir Qayumi, der har boet i Danmark i 11 år.
Hans oplevelse af ældre danskere som den mest afvisende gruppe bekræftes af en lang række undersøgelser af danskernes holdninger til indvandrere. Her er danskere over 60 år gennemgående den mest negative gruppe.
Før Ghulam Dastgir Qayumi begyndte at komme i venskabsforeningen havde han ingen danske venner. Det har han nu.
»Jeg har fundet danske venner her. Det er ligesom at være en del af en stor familie,« siger Ghulam Dastgir Qayumi, der var ansat i det afghanske Finansministerium, inden han måtte flygte ud af landet. I dag er han venskabsforeningens kasserer.
Hilser på gamle kolleger
Marokkanske Ahmed Charif på 53 år har det mest positive billede af danskernes imødekommenhed. Måske fordi han kom til Danmark som gæstearbejder allerede 1970erne, før den folkelige opinion mod indvandrere blev skærpet. I dag hilser han fortsat på sine gamle kolleger på gaden. Ifølge Ahmed Charif er gode sprogkundskaber afgørende, når man skal i kontakt med danskere.
»Det er vigtigt at lære sproget, ellers er det svært at tale sammen. Da jeg kom hertil, fik jeg arbejde med det samme, og så var der ikke tid til at gå på sprogkursus. Dengang stillede samfundet jo ikke krav om, at vi skulle kunne tale ordentligt dansk. Vi kom hertil for at arbejde, og så var det meningen, at vi skulle hjem igen bagefter,« fortæller Ahmed Charif.