Krig
Det irakiske militær måtte under Golfkrigen i 1991 lide den tort at se laserstyrede bomber sejle ned i de ubeskyttede skorstene på deres armerede bygninger. For at undgå en gentagelse gravede de bunkerne dybt ned under ørkensandet. Dernede frygter de amerikanske militære planlæggere, at der i dag ligger lagre af nervegasser og bakterier.
De bedst begravede bunkers ligger så dybt, at våben i det amerikanske arsenal har problemer med at bore sig ned til dem. Samtidigt er der fare for, at en bombe i f.eks. et miltbrandlager virker som en forstøver, der puster bakteriesporerne op af den ødelagte bunker, uden at ødelægge deres evne til at inficere mennesker.
Men amerikanske videnskabsfolk og generaler har bud på et probat rengøringsmiddel, der hverken efterlader bunker eller bakterier: taktiske atomvåben, som er mindre atomvåben, der kan bruges på slagmarken, i modsætning til strategiske atomvåben, der bliver affyret fra kontinent til kontinent. De missilbårne atomvåben lægger byer øde, mens de taktiske kan bruges til at ødelægge meget mindre mål, som f.eks. en ubåd, en terroristlejr eller en bunker.
Taktiske kernevåben
Efter den kolde krigs afslutning og de laserstyrede præcisionsvåbens indtog var det de færreste, der troede, at atomvåben igen skulle komme til at spille en rolle i international krigsførelse. Men på grund af forskellige slyngelstaters bunkerbyggeri har der siden 2000 været kræfter i den amerikanske kongres, der har talt for udviklingen af mini-nukes, bittesmå taktiske kernevåben, der kan bruges til at ødelægge masseødelæggelsesvåben i tungt befæstede stillinger.
Bestræbelserne på at udvikle og bruge taktiske kernevåben er dog forgæves, ifølge den amerikanske forsker Michael Levi, der er fysiker og tilknyttet den uafhængig forskerorganisation Federation of American Scientists. Han udtaler i ugemagasinet The New Republic at udviklingen af våbnene er farlig, fordi de risikerer at dræbe flere, end et evt. miltbrandudslip ville have gjort. Hiroshima-bomben, der smadrede alt i to kilometers radius, ville være 30 gange mindre effektiv, hvis den sprang lige ved siden af en bunker med granitvægge. Selv USAs største atombombe ville ikke kunne ødelægge en bunker, der lå i 200 meters dybde.
Voldsom effekt
Men hvad en atomeksplosion ifølge Michael Levi ikke formår at gøre ved bunkeren, kunne den gøre ved civilbefolkningen, der bor i vindretningen. For at ødelægge en bunker bliver man nemlig nødt til at detonere bomben på eller under jorden. Dermed bliver der hvirvlet radioaktivt støv og partikler op, som så falder ned igen, førend det får tid til at henfalde. Ved at sprænge en Hiroshima-bombe på jorden kunne folk blive dræbt op til 30 kilometer væk i vindretningen. Ved en detonation af den største bombe vil effekten blive endnu mere voldsom: »Hvis den bombe blev kastet i det vestlige Irak, kunne den forurene byer så langt væk som Tel Aviv,« fastslår Levi.
Der er alternativer til de taktiske kernevåben. Man kan ødelægge indgangstunneler, afskære strømforsyning, bombe kommunikationsantenner og lukke ventilationsskakter, altså »funktionsødelægge underjordiske faciliteter«.
Og den mest effektive løsning på giftlagre under ørkensandet er bedre efterretninger: »Amerikas største svaghed er efterretning, ikke sprængkraft. At Osama bin Laden overlevede i Afghanistan var ikke fordi vores bomber var for små, men fordi vi ikke kunne finde ham,« skriver Michael Levi.