Nu er vi alle sammen solister. Vi er alle sammen blevet høvdinge: Der er ikke flere menige indianere tilbage. Vi er alle stjerne for en aften, og den aften skal vare resten af livet:
»Jeg er. Du er. Du har faktisk aldrig været mere dig selv end lige nu. Han er og hun er, men vi er ikke mere. Vores tids omkvæd er den vidunderligt eklektiske lyd af individualisme. Vores verden har bevæget sig fra bibelens Madonna til the Beatles Madonna til den ikoniske kamæleon fra vi til jeg. Udtryk dig selv!«
Det er svenskerne Jonas Ridderstråle og Kjell A. Nordström, der tegner tendenser. Nordström og Ridderstråle udgav i 1999 bogen Funky Business og proklamerede, at Karl Marx var et geni og Karl Marx havde vundet: Arbejderne have overtaget produktionsmidlerne. For viden var kapital, og viden sad inde i hovedet på medarbejderne. Så når nu det nye samfund var et videnssamfund, måtte det det økonomiske demokrati blive en realitet. Dot.com blev til dot.kommunisme. Men på markedets vilkår!
Funky business blev et manifest for en utopi. For nu at minde om den utopiske tilbøjelighed blandt advokaterne for denne udviklingstendens kan man minde om, hvad it-direktøren Jesper Bove sagde om it-boblen i 2000:
»Den eneste grund til at der findes folk, der mener, at boblen kan briste, er, at der findes mennesker, der er over 30.«
Nu er boblen gået i stykker, og det er svært at få øje på den virkeliggjorte dot.kommunisme.
Nu har Ridderstråle og Nordström skrevet en ny bog, som reflekterer virkeligheden, efter Nasdaq-indekset gik ned med drømmen om det nye oprør. Og som de skriver i indledningen til Karaoke Capitalism:
»No Logo. No Logic. No method. No moral. No fun. No funk. Dette er baggrundsmusikken til Karaoke Capitalism.«
Ridderstråle og Nordström fester ikke længere, som de gjorde i 1999. Som de siger: En dårlig forretningside bliver ikke til en god forretningside, bare fordi den kommer ud på nettet. Hvis man overfører kriterierne for den nye økonomi til ordinære industrivirksomheder og traditionelle institutioner bryder de sammen. Det betyder, at de økonomiske realiteter for pionervirksomheder ikke gælder for mere traditionelle organisationer.
Men ellers gælder de allerede nu næsten gamle pointer fra Funky Business og festen fortsætter i resten af bogen: Vi er blevet individualiserede, man skal være innovativ og kreativ, og den enkelte medarbejder skal være i en rivende kompetenceudvikling. Ridderstråle og Nordström tror ikke på bureaukratier, men anbefaler amorokratier. De nye organisationer skal være motiveret af passion.
Den enkelte skal elske sit arbejde. De gamle hierarkier er forældede. Den organisation som er struktureret lodret med overordnede og underordnede, er passé. Det gælder om at skabe vandrette netværk og ligeværdige relationer: »Budskabet er simpelt: Drop hierarkiet. Lego virker.«
De gamle hierarkier er statiske. Udviklingen er dynamisk. Derfor kan hierarkiske organisationer ikke følge udviklingen. De bedste organisationer foregriber udviklingen: De forandrer sig, før det bliver nødvendigt. De er som bygget af Lego: Man kan bygge dem om hele tiden.
Det er legetøj og kunstnere og sportsstjerner, som Ridderstråle og Nordström sætter som idealer. Man skal gøre ligesom verdens bedste golfspiller Tiger Woods: Man skal føre sin tilværelse, som om man var en superstjerne. Tiger Woods er ikke så god til det, man kalder »bunkerslag«. Betyder det at han træner bunkerslag? Nej: Tiger Woods øver sig i det, han er god til: At undgå at sende kuglen i bunkeren. Og sådan er det også for den enkelte medarbejder: Man skal identificere og udvikle sine unikke færdigheder, men samtidig være omstillingsparat. Analogien kan føres videre til organisationer, som skal være mobile, men stadigt fokuserede på deres »kernekompetence«.
Det kendetegner Karaoke Capitalisme, at Ridderstråle og Nordström generaliserer specifikke tendenser: Det, der gør Tiger Woods til en stor stjerne, må også kunne overføres til andre felter. Det, der gælder for de mest innnovative professioner, gøres til almen lov. De konkluderer gerne deres redegørelse med et kort og koncist budskab. Det er ganske ironisk, at denne bog som postulerer mangfoldighed og diversitet baserer sig på en naiv forestilling om kosmologisk sammenhæng. De isolerer de mest spektakulære udviklingstendenserne og gør dem til sandheden om en samtid. Det hele er som Lego.
Bogen er tilsyneladende skrevet for virksomhedsledere. Men efterhånden er vi alle ledere i vores eget liv, og vi skal elske vores profession, som om det var vores egen virksomhed, så vi er også alle virksomhedsledere. Eller tabere. Og taberne nævner de indimellem: Dem skal man også lige huske at tage sig af. Og naturen. Og Den Tredje Verden. Men det er som parenteser i en ny stor fortælling om den fagre fantastiske globaliserede verden.
Karaoke Capitalism er symptomatisk: De for ikke så længe siden helt nye visioner om kernekompetencer og kærlighed i arbejdet virker allerede sentimentale. Men også som indlæg i en dansk kulturkampskontekst er Karaoke Capitalism interessant: Det er præcis den vision om det enkelte menneske som selvstyrende og kreativ entreprenør, som Anders Fogh Rasmussen har lagt sig diskret, men sikkert ud med. Det er den rundkredspædagogik i erhvervslivet, hvor alle er lige, og Lego er normen, som Anders Fogh Rasmussen har kritiseret. Det er den mest interessante del af kulturkampen, som forsvandt i protesterne efter hans åbningstal her i efteråret.
*Jonas Ridderstråle & Kjell A Nordström: Karaoke capitalism management for mankind. 324 s., 35 Euro. Bookhouse publishers. www.bookhouse.se