Irakkrigen og den fremtidige

Refleksionerne efter Irakkrigen koncentrerer sig om de falske begrundelser. De er selvsagt også utroligt vigtige, men der er dog også andre aspekter, som egentlig er fuldt så væsentlige, og som hidtil har stået i skyggen af begrundelserne: Hvor stor en risiko, var man parat til at løbe, frem for at lade våbeninspektørerne gøre arbejdet færdigt? Hvad er de folkeretlige konsekvenser af Bush-doktrinen og af omgåelsen af Sikkerhedsrådet? Kan det internationale samfund leve med unilateralismen? Kan EU danne modvægt til USA, eller er der andre muligheder?

Den uoverskuelige risiko
Påstandene fra krigstilhængerne var følgende især:
*Saddam Hussein har både kemiske og bakteriologiske masseødelæggelsesvåben.
*Han har et kernevåbenprogram og har søgt at skaffe sig uran.
*Han har fremføringsmidler, som gør ham i stand til at nå »vore byer«.
*Han er skrupelløs, jævnfør brugen af giftgas i krigen mod Iran og mod kurderne i det nordlige Irak samt de mere end 30 mellemdistanceraketter, han under Golfkrigen affyrede mod Israel.
*Han har forbindelse til al-Qaeda-netværket.
*Hans psykologiske profil viser, at hvis han er trængt op i et hjørne, er han parat til desperate handlinger.
*Det må forventes, at i hvert fald Republikanergarden med sine 70.000 fanatiske Saddam-tilhængere vil kæmpe desperat.
nIndtagelse af Bagdad må påregnes at blive en hård kamp med Republikanergarden fra hus til hus.
Troede tilhængerne af krigen selv på disse påstande? Eller fyldte de os bevidst med løgn og skrækscenarier for at gøre krigen acceptabel?
Det mærkværdige er, at de selv indtil dette øjeblik hævder det første.
For hvad betyder det, hvis de virkelig selv troede på påstandene? Det betyder, at de var villige til at risikere, at det havde udviklet sig således:
*Størsteparten af Irak bliver på kort tid erobret af koalitionen.
*Republikanergarden reserveres til kampen om Bagdad, hvor koalitionen har mindst fordel af sin teknologiske overlegenhed.
*Hvis præsident Bush vil spare amerikanske liv, bliver han nødt til at sønderbombe Bagdad med titusinder af civile irakere som uundgåelige dødsofre. Et sådant blodbad vil medføre fordømmelse af USA fra hele det internationale samfund – og helt uberegnelige reaktioner fra den arabiske verden.
*Alternativet er kamp fra hus til hus, formentlig med færre civile ofre, men til gengæld titusinder af dræbte irakiske soldater og tusinder af amerikanske.
*På et eller andet tidspunkt i dette forløb, vil Saddam Hussein i desperation ty til sine masseødelæggelsesvåben.
*Han har missiler, der kan nå om ikke »vore byer«, så i hvert fald Israel.
*Og de kan forsynes om ikke med atomare, så med både kemiske og bakteriologiske sprænghoveder.
*Med hans skrupelløshed og psykologiske profil må man forvente, at han vil provokere en større konflikt og tvinge de arabiske lande med i den ved at affyre sine missiler mod Israel.
*Selv en ringe ’succes’ hermed vil indebære tusindvis af israelske ofre.
*På de få timer, der ville være til rådighed i en sådan situation, vil Bush næppe kunne overtale Sharon til at afstå fra et gengældelsesangreb, som definitivt eliminerer den militære trussel fra Saddam.
*For at sikre færrest mulig israelske tab af menneskeliv, ville det være logisk for Sharon at benytte kernevåben.
*Fra dette punkt er det fuldstændig uforudsigeligt, hvordan det videre kunne udvikle sig.
nHvis man for alvor troede på, at Saddam Hussein havde missiler, der kunne nå »vore byer«, måtte man desuden regne med risikoen for, at den skrupelløse og desperate mand ville forsøge at ramme koalitionens hovedstæder, herunder København.
*Men i øvrigt påstod man også, at han havde kontakter til al-Qaeda. I så fald ville det under alle omstændigheder være logisk, om han ville forsøge at ramme koalitionens hovedstæder gennem terroraktioner.
På grundlag af deres egne påstande kan de ikke hævde, at et forløb som her beskrevet var helt usandsynligt. Alle væsentlige elementer i dette forløb blev faktisk nævnt som muligheder af de forskellige eksperter bl.a. fra Forsvarsakademiet i deres analyser i medierne i ugerne op til den 20. marts. Altså på et tidspunkt, hvor man endnu var bibragt den vildfarelse, at Danmark kun ville gå med, hvis der forelå et mandat fra Sikkerhedsrådet. Forløbet kan kun være blevet mere sandsynligt ved, at det skete uden FN-mandat.
Kan der tænkes nogen situation, hvor det kunne retfærdiggøres at tage en sådan risiko og sådanne omkostninger? Også når det tages i betragtning, at alternativet ikke var ikke at gøre noget som helst, men i første omgang at opfylde våbeninspektørernes ønske om at få nogle få måneder mere til gøre deres arbejde færdigt?
Ja, hvis der forelå overbevisende dokumentation for, at der var en umiddelbart overhængende fare for en irakisk aggression med anvendelse af masseødelæggelsesvåben, som kun kunne afværges ved et forebyggende angreb. Det ligger uden for enhver diskussion, at dette var ikke tilfældet. Det blev end ikke antydet, at man havde efterretninger af den art, og selv ikke de varmeste tilhængere af krigen påstod noget sådant. Havde de blot et øjeblik troet, at det var situationen, havde de selvsagt heller ikke brugt mange måneder med forsøg på at overtale flertallet i Sikkerhedsrådet til at gøre krigen til et FN-anliggende.
Troede Bush, Blair og Fogh på deres egne påstande? I så fald var de parat til at løbe en uoverskuelig risiko som ovenfor beskrevet, frem for at afvente, at våbeninspektørerne gjorde deres arbejde færdigt. Sådanne ledere må betragtes som en trussel mod menneskeheden. Eller løj de bevidst? Jeg foretrækker at tro det sidste – som det trods alt mindste onde.

Den danske regerings begrundelse
Den danske regering har påberåbt sig en anden og mindre konkret begrundelse for den danske krigsdeltagelse. Til trods for, at masseødelæggelsesvåben blev anført 111 gange, spillede de angiveligt ingen rolle for beslutningen. Næh, det var Iraks vægren sig ved at overholde FN’s resolutioner, specielt 1441 fra november 2002, som var grundlaget. Og Fogh Rasmussens klokkeklare påstand om masseødelæggelsesvåben: »Det er ikke noget, vi bare tror, vi véd det!«, var ikke en faktuel oplysning, men en politisk vurdering.
Lad os da tage ham på ordet: Uanset om det indgik i begrundelsen eller ej, så står tilbage, at vi har en statsminister, som fører sit land i krig, og samtidig demonstrerer, at hans politiske dømmekraft med hensyn til fjendens potentiale svigter katastrofalt. Han har også i dén situation diskvalificeret sig selv til et så ansvarsfuldt politisk job.
Udenrigsministeren er klogere. Eller smartere. Han har ikke, som Fogh, udtalt sig så klokkeklart om masseødelæggelsesvåben. Han har stort set holdt sig til resolution 1441 og om masseødelæggelsesvåben kun igen og igen sagt, at når Saddam undlod at bevise, at han ikke havde nogen, så måtte man gå ud fra, at han stadig havde.
Begge led i argumentationen er intellektuelt uredelige.
Alle ved, at 1441 var et kompromis for at undgå et sammenbrud i Sikkerhedsrådet, men at Rådets store flertal samtidig klart tilkendegav, at resolutionen ikke rakte til nogen form for militær aktion uden en fornyet beslutning i Rådet. Er der uenighed herom, må det under alle omstændigheder være Sikkerhedsrådet selv, der tolker sine resolutioner, og det lå klart for dagen, at Rådet ikke var på linie med den danske regering. Bl.a. vel fordi, hvilket Per Stig fortier, de irakiske myndigheder fra resolutionens vedtagelse helt frem til marts 2003 løbende forbedrede samarbejdet med våbeninspektørerne. Det antydes, at Saddam måske bluffede vedrørende masseødelæggelsesvåben og således selv er skyld i formodningen om deres tilstedeværelse; det stemmer blot ikke med, hvad enhver med egne øjne og ører kunne følge på CNN og BBC-World, at Iraks FN-ambassadør gang på gang erklærede, at de var destrueret. Men Saddam kunne jo bare have bevist det, siger Per Stig. Undskyld, hvornår har man i en retsstat krævet omvendt bevisbyrde? Det har man ikke af den simple grund, at man har erkendt, at det er umuligt, hvilket Per Stig selvfølgelig udmærket ved. Test selv: Jeg påstår, at hvis den danske regering ikke kan bevise (hvilket den umuligt kan), at den ikke har oplagret biologiske masseødelæggelsesvåben, så må vi gå ud fra, at det har den. Nonsens!
Vores udenrigsminister går for at være regeringens fremmeste eksponent for intellektuel hæderlighed og humanisme. Det værste er, at det nok er rigtigt.

Sikkerhedsrådets rolle udspillet
Det ukontrollable forløb, som blev skitseret ovenfor, indtraf lykkeligvis ikke – af den simple grund, at præmisserne for invasionen var falske. Derimod har krigen som forudsagt øget tilslutningen til terroristiske bevægelser. Og den har tilsyneladende givet al-Qaeda fodfæste i Irak, hvilket efter alt at dømme ikke var tilfældet tidligere. Men først og fremmest har krigen påført det internationale samfund alvorlige og langtrækkende omkostninger:
50 års møjsommelige bestræbelser på at opbygge en vis, om end nok så skrøbelig international retsorden ligger i ruiner. FN’s Sikkerhedsråd, som var tillagt nøglerollen i denne retsorden, er frataget enhver autoritet. Danmark har med sin deltagelse godtaget USA’s ret til på vilkårligt grundlag at føre præventiv krig, en doktrin, som Kofi Annan har betegnet som en alvorlig trussel mod det internationale samfund i almindelighed og FN-systemet i særdeleshed. En forudsigelig konsekvens har været, at Rusland og Frankrig hurtigt proklamerede samme ret til at føre præventiv krig.
Principielt har nu ethvert regime ret til at benytte militær magt uden at overholde FN-Pagtens betingelse, blot ved at påberåbe sig et ’præventivt’ formål, om begrundelsen herfor er nok så løgnagtig. Fra nu af er det udelukkende et spørgsmål om magt, mens internationale konventioner og pagter netop har haft til formål at sikre, at det ikke kun var et spørgsmål om magt.
Konsekvensen af Irak-krigen er ganske enkelt, at magt er ret. I øjeblikket ligger magten hos en enkelt stat, som kun tæller 5 procent af jordens befolkning, men som har magt til at gøre præcis, hvad der passer den uden hensyn til internationale traktater og konventioner, om nødvendigt i direkte strid med det internationale samfunds beslutninger.

Unilateralismen
Denne udvikling kan ikke tilskrives George W. Bush eller USA’s specielle arrogance over for resten af verden. Nok er Bush & Co.’s verdensbillede mere primitivt end de seneste forgængeres, men den helt store, principielle forskel med hensyn til USA’s ret til at sætte sin vilje igennem, vil man næppe kunne påvise. Og nok er amerikanerne i almindelighed nogle ignoranter, når det drejer sig om kendskab til og forståelse for andre kulturer, men jeg hører til dem, der mener, at Frankrig, Rusland, Tyskland, Kina, Japan osv. nok ville optræde lige så arrogant, hvis de havde samme mulighed for det (altså magt) som USA. For så vidt er det endda heldigt, at denne magt p.t. er allokeret i et land med en kritisk presse, og hvor regeringen er nødt til at tage hensyn til opinionen, frem for i et mere totalitært system.
Udviklingen hen imod den amerikanske magtfuldkommenhed må især tilskrives to andre forhold: Dels sammenbruddet af de tidligere magtbalancer, resulterende i unilateralismen. Dels det forhold, at FN ikke har tilpasset sig udviklingen, men stort set stadig afspejler situationen fra afslutningen af Anden Verdenskrig, bl.a. med vetoret til fortidige stormagter, og således allerede af den grund var på vej til at spille fallit.

De skiftende verdensordener
Hvis ikke vi i al fremtid skal være nødt til at acceptere, at et enkelt land med magt påtvinger resten af verden sin vilje, må der skabes en modvægt. I øjeblikket drejer forestillingerne herom (i Europa!) sig om EU som modvægt eller korrektiv til USA. Det er både naivt, provinsielt og kortsigtet. Naivt fordi EU aldrig bliver i stand til at hamle op med USA som magt. Provinsielt fordi verden uden for USA og EU, altså de øvrige 87 procent af jordens befolkning, selvsagt ikke føler sig bedre repræsenteret af EU end af USA. Kortsigtet fordi det kun er et spørgsmål om tid, før rollen som altdominerende supermagt er overtaget af en anden, eksempelvis Kina.
Forekommer det lige lovlig spekulativt eller ligefrem helt usandsynligt? Så kast et blik på bare de sidste 100 år. Der har været i hvert fald tre radikale ændringer af den sikkerheds- og magtpolitiske verdensorden: Frem til begyndelsen af 1940’erne en kompliceret og skiftende balance mellem et større antal magter, især England, Frankrig, Tyskland, Rusland, Japan og USA. Derefter en periode (1945-89) med to altdominerende supermagter, USA og Sovjetunionen. Og siden 1989 den såkaldte unilateralisme med kun én supermagt, USA.
Disse tre omvæltninger på mindre end 100 år må hver især blot få år før, de faktisk indtraf, have virket mindst lige så usandsynlige, som hvis man i dag forudsiger, at USA’s dominans næppe holder mere end 20-30 år. Om den afløses af en ny bilateral magtbalance, mest nærliggende mellem USA og Kina, eller om det vil ende med en ny unilateralisme, hvor Kina opnår dominans og gør USA til en andenrangs magt, er sværere at forudse. Den kinesiske vækstrate og det forhold, at meget allerede nu tyder på, at USA for at bevare sin dominans må anstrenge sin økonomi ud over, hvad der på længere sigt er holdbart, peger i retning af, at den sidste mulighed er den mest sandsynlige. I den mindre provinsielle, internationale debat er sådanne perspektiver ikke fremmede, snarere fremherskende. Det 21. århundrede forudsiges at blive ikke USA’s, men især Kinas og Indiens århundrede, og med nok så stor indflydelse til lande som Brasilien og Sydafrika som til de gamle ’stormagter’. (Brasiliens præsident, Lula de Silva, arbejder ihærdigt på at få Indien og Kina med til at sætte en alternativ, global dagsorden. Det giver mindelser om Nehrus, Titos og Nassers forsøg i 60’erne på at skabe en tredje kraft, de alliancefri lande). Men uanset hvilket af disse scenarier, der realiseres, så er pointen, at en international retsorden – og muligheden for at sætte magt bag den – må være i hele den øvrige verdens, og det vil sige i langt størsteparten af det internationale samfunds, interesse.

Nødvendigheden af en modmagt
Det kræver et reformeret eller helt nyt FN. Som tager højde for udviklingen siden 1947 ved afskaffelse af de gamle stormagters veto-ret og en tidssvarende repræsentation i de forskellige organer. Som på grundlag af klare definitioner giver mulighed for militær magtanvendelse også i tilfælde, som ikke er forudset i den nuværende FN-Pagt, herunder folkedrab og terror – inklusiv statsterror. Som sikrer, at sådanne beføjelser ikke bruges for lemfældigt, f.eks. ved krav om kvalificeret flertal og evt. krav om flertal såvel i et samlet plenum som i det pågældende regionale plenum.
Endelig, med dyb beklagelse: Dette FN må have magt til at håndhæve sine beslutninger. Det må, som det også oprindelig var tanken, have sin egen militære styrke under egen kommando. Men ikke blot, som oprindelig tænkt, en udrykningsstyrke beregnet på lokale konflikter. Derudover må det have de teknologisk mest avancerede våbensystemer i et omfang, som kan hamle op med og om nødvendigt udgøre en trussel mod den til enhver tid dominerende supermagt.
En utopi? Ja, i hvert fald ikke noget, der bliver realiseret de første 20-30 år. Men som aldrig bliver realiseret, hvis ikke tanken tænkes, utopien formuleres. Det vil tage mindst 20-30 år at nå så vidt, hvis vi begynder at arbejde på det nu. Men hvad er alternativet? Fortsat unilateralisme, sandsynligvis endnu mindre betryggende end USA’s.
Irakkrigen kan måske ligefrem medvirke til at fremme et sådant videreudviklet internationalt samarbejde. Reformer af FN har været på dagsordenen især i de sidste 10-15 år uden større resultat. En reformkomite har arbejdet siden 1993, hidtil uden større resultat. De gamle stormagters veto-ret og faste plads i Sikkerhedsrådet har været en vigtig hurdle; Indien, Brasilien og Tyskland har krævet samme status (Tyskland dog villig til at overlade pladsen til EU, hvis England og Frankrig gør det samme), mens de fleste andre lande hellere ser denne særstatus afskaffet; nu hvor USA klart har demonstreret, at de andres vetoret er en illusion, må det være blevet betydeligt nemmere at få den afskaffet. Aftaler om terrorbekæmpelse blev drøftet allerede i 70’erne; det strandede delvis på, at tredjelandene ville have, at det også skulle omfatte statsterror, hvilket både øst- og vestblokken modsatte sig; nu hvor der også skal tages højde for folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden, må tiden være kommet til også at erkende problemet statsterror.
Den eksisterende supermagt vil selvfølgelig modsætte sig en sådan udvikling; så må samarbejdet iværksættes uden om den pågældende supermagt. På et tidspunkt går det op for den, at rollen ikke er tildelt for al fremtid, og at den derfor har samme interesse i ordnede forhold som alle andre.
For en inkarneret magtasketiker er det en tung konklusion at drage. Men jeg ser ingen anden mulighed, hvis der skal etableres en international retsorden, som de fleste kan acceptere.

*Ovenstående tekst er et sammenfatning af et længere essay om Irakkrigen og den fremtidige verdensorden. Essayet kan læses i fuld længde på:
http://fakta.information.dk/irakessay