Ny biografi
I filmen Kuk i timeplanen fra 1984 spiller John Cleese en skoleinspektør, der driver en skole med militær præcision. Så godt går det, at han på et tidspunkt tildeles en pris, som han stolt drager af sted for at modtage. Fra da af går der totalt kuk i timeplanen, og skoleinspektørens verden og hans civilisation kollapser.
Hvorfor nu dette lille filmreferat i en anmeldelse af journalist Anne Sofie Kraghs portrætbog Fogh. Historien om en statsminister.
Jo, tag nu for eksempel programmet til statsministerens 50 års fødselsdag. Vi kommer ind ved punkt fire i det omfattende program, der i alt har 21 punkter:
Kl. 18.55: Forret serveres.
Kl. 19.25: Forret ryddet hvidvin skænkes evt. rødvin på bordene.
Kl. 19.35: Gitta Maria Sjöberg synger danske sange.
Kl. 19.57: Skål og Henrik, Maria og Christina introduceres.
Kl. 20.12: Hovedret serveres 2 gange.
Kl. 21.02: Hovedret ryddes rødvin skænkes.
Kl. 21.12: Uffe.
Og sådan bliver det ved til klokken 23.15, hvor et big band skal spille dog kun ét sæt. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen havde det som toastmaster det tillidsfulde hverv at sørge for, at programmet blev overholdt. Det blev det på minuttet.
Eksemplet tjener i bogen, der som det hedder i forordet søger at afdække, hvad det er der styrer statsministerens liv, som bekræftelse på det udbredte billede af Anders Fogh Rasmussen som et overkontrolleret menneske, der intet overlader til tilfældet.
Så stor er hans kontrol, at der stadig går frasagn om hans første og hidtil eneste brandert under en gymmnasieekskursion til Holland, hvor kærlige kammerater udførte en længe næret drøm om at drikke duksen under bordet. Det lykkedes til fulde, og lydsporet fra den famøse aften, et sådant findes faktisk, ligger i dag i en bankboks i Viborg. Men alt dette er imidlertid kun en del af billedet, der er som det som regel er tilfældet med menneskers liv mere nuanceret end som så. Mere herom senere.
Anne Sofie Kragh har interviewet godt 200 personer tæt på Anders Fogh Rasmussens liv. Hovedpersonen selv er også blevet interviewet tre gange og har
ikke ønsket at se det færdige manuskript, inden det blev sendt til tryk.
Firkantet hoved
Anders Fogh Rasmussen voksede op i en jævn landmandsfamilie i Hvidding mellem Randers og Viborg et sted hvor husmænd havde råd til at realisere drømmen om eget landbrug, godt nok på et ufatteligt sandet grundlag. Han var den ældste af tre drenge i en familie, der var politisk engageret i Venstre.
Hjemmet beskrives som trygt, men ikke varmt. Der blev for eksempel aldrig leget. Og Anders Fogh beskrives som et ikke specielt grænsesøgende barn, der i virkeligheden havde det bedst med at sidde i fred og læse. Han opsøgte og sugede viden til sig, udviklede tidligt stor historisk og politisk interesse for Venstre, førte ofte dialog med lærere om politik og historie. Det gav ham tilnavnet »Fessor papkasse«, fordi de andre børn syntes, hans hoved var firkantet.
I hjemmet opbyggede han et omfattende kartotek over udvalgte avisartikler, som han via et sindrigt system kunne finde rundt i, så han til hver en tid kunne hale en artikel frem om et emne.
Barndommen indgød også den senere statsminister en sund ydmyghed over for andre mennesker. Opdragelsen beskrives af lillebroren som stærkt holdningspræget og streng, hvorfor hverken han eller Anders nogensinde har haft det let med tætte kontakter. Men opdragelsen gav også en stor forståelse for den lille mand. Han beskrives imidlertid også som et ekstremt ærekært menneske, der ikke er i stand til at indrømme fejl, altid er bedre forberedt end alle andre og aldrig har haft tålmodighed til løs snak eller forståelse for mangel på præcision.
Det var disse kvalifikationer og denne målrettehed, der gjorde det muligt for Anders Fogh først at stige op gennem VU som regel med rene metoder for senere at blive ungt medlem af Folketinget og i 1987 som 34-årig skatteminister i Schlüter-regeringen. Men det var også, de samme mangler, der gjorde ham til en forhadt og frygtet minister, som ingen ville gøre noget for, da budgetoverskridelser og den senere kreative bogføring i ministeriet kostede ham embedet. Medarbejderne hentede i stedet øl i Netto, og tidligere embedsmænd beskriver i dag Foghs ledelsesstil som et rædselsregime, selv om der også er anerkendelse af de resultater, han opnåede.
Den ekstremt ambitiøse Anders Foghs vej gennem Venstre som politisk ordfører og liberalistisk chefideolog kørte ham ikke uden heftige konflikter i stilling som først partiformand efter Uffes valgnederlag i 1998 og senere som midtersøgende sejrherre ved valget i november 2001.
Savner ydmyghed
Han ønskede fra første dag i statsministerstolen en omorganisering af hele centraladministrationen, og inden længe markerede han også et ideologisk opgør med eksperter og smagsdommer. Ifølge forfatteren er der en lige linje tilbage til faderen Knud Rasmussens betoning over for sønnen af, at samfundets bærende værdier skabes af almindelige mennesker.
Der tegnes et billede af en hårdtarbejdende, stædig og kontrollerende statsminister, men underligt nok også en statsminister, der ikke blander sig i sine ministres arbejde. For eksempel hørte kulturminister Brian Mikkelsen (K) ikke en lyd fra Anders Fogh, da dennes opgør med smagsdommere udviklede sig til den nok så berømte kulturkamp, som Brian Mikkelsen på godt og ondt kom til at spille en rolle i. Han udsteder af princip ikke garantier til sine ministre, for filosofien er, at trygge ministre er dovne ministre.
Anders Fogh er en på mange måder ensom mand, der ikke har mange venner, et menneske båret af en række klassiske dyder som pligtfølelse, flid og ikke mindst en ydmyghed i forhold til andre mennesker og de opgaver, man får. Men også som et ufatteligt barskt og uforsonligt menneske, og som faderen, der stadig lever, siger i bogen, så savner han nok ydmygheden i dag.
Anne Sofie Kragh har skrevet en interessant bog, og selv om mange af oplysningerne ikke er nye for de, der tidligere har læst bøger og artikler om Anders Fogh, så er de sat i sammenhæng med til at skabe et nuanceret billede af et menneske, der er præget af mange modsætninger. Derfor lykkes det til dels at indkredse, hvad det er, der har formet hans karakter. Men kun til dels, for efter endt læsning sidder man også tilbage med en fornemmelse af, at mange spørgsmål ikke er stillet, at det nærgående kun er til dels, og at der kan være en særlig pointe i at fremstille Anders Foghs forvandling fra jernmand til mere følsom og moderne mand, der arbejder med sig selv og sine mangler og endda på bogens sidste side kommer for sent til sit eget pressemøde i løstsiddende skjorte uden slips.
*Anne Sofie Kragh: FOGH. Historien om en statsminister. 287 sider, cirkapris kr. 299,-. Peoples Press. Udkommer i dag