Militante i Nigeria fortsætter deres angreb på olieanlæg i Nigerdeltaet. Senest er det gået ud over endnu en Shell-station, Orubiri, i området, som sent i aftes blev udsat for dynamiteksplosioner og beskydning.
I dag tog de militante fra Bevægelsen til Frigørelse af Nigerdeltaet (Mend) så det yderligere skridt at true med at udvide aktionerne til en egentlig “oliekrig” mod alle offshore-oliefelter. Kampene har hidtil begrænset sig til Rivers-delstaten, som er hjemsted for oliebyen Port Harcourt.
Mend har hidtil forårsaget, at Opec-medlemmet Nigerias olieproduktion er mindsket med en femtedel.
Sikkerhedskilder i olieindustrien anslår, at over 100 mennesker er blevet dræbt i de seneste sammenstød.
/ritzau/Reuters