Tibet er blevet ramt af et kraftigt jordskælv mandag middag. Det kinesiske stats-tv rapporterer, at mindst 30 personer er dræbt.
Jordskælvet, der målte 6.3 på richterskalaen, havde epicenter i et tyndt befolket område omkring 84 kilometer vest for den tibetanske hovedstad, Lhasa. Det blev fulgt op af en række efterskælv, hvor et af dem blev målt til 5.3 på richterskalaen.
Ifølge det kinesiske statsmedie, Xinhua, har medlemmer af den lokale regering meddelt, at mange huse er faldet sammen i Damxung-egnen tæt ved skælvets center. Samtidig er det blevet slået fast, at der stadig er folk begravet under murbrokkerne fra de sammenstyrtede huse.
Rystelserne kunne mærkes i den tibetanske hovedstad, Lhasa. Dog meldes der ikke her om nogen tilskadekomne.
Et andet jordskælv ramte natten til søndag den Kirgistan nær den kinesiske grænse. Mindst 72 personer er ifølge de lokale myndigheder omkommet i den forbindelse.
/ritzau/AFP