For dyre og for dårlige. Med en ny undersøgelse i hånden går beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) nu til frontalangreb på a-kasserne under LO, skriver Ekstra Bladet.
Hvis flugten fra a-kasserne skal stoppes, skal de spare på udgifterne til administration. Vi er i fuld gang, svarer a-kasserne.
A-kasserne har samlet mistet knap 140.000 medlemmerne siden 2002. Og det er dyre LO-a-kasser, som mister flest medlemmer, viser undersøgelsen fra Arbejdsdirektoratet, som offentliggøres i dag.
Nærings- og Nydelsesmiddelarbejderforbundet, NNF, har de største omkostninger til administration, og her har man siden 2002 mistet næsten hvert tredje medlem.
- Der er intet, der tyder på, at de dyre a-kasser giver bedre service eller er bedre til at få folk i arbejde end de billige. Derfor opfordrer jeg alle til at være kritiske over for deres a-kasse, siger Claus Hjort Frederiksen til avisen.
/ritzau/