Først gav regeringen og Dansk Folkeparti hinanden håndslag på, at de faktiske forhold for tålt ophold skal ændres, så Muhammed-tegner Kurt Westergaard ikke risikerer at støde ind i den tuneser, som PET mistænker for at ville tegneren til livs. Men nu er tonerne fra Justitsministeriet anderledes. Lovforslag 69 - også kendt som tuneserloven - hvor mennesker på tålt ophold skal melde sig dagligt og overnatte i Sandholmlejren, vil efter alt at dømme være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, vurderer ministeriets jurister nu.
Den kommende direktør for Institut for Menneskerettigheder og lektor med speciale i menneskerettigheder fra Københavns Universitet, Jonas Christoffersen, er dybt forundret over regeringens slingrekurs i sagen om tuneseren.
- I lovforslaget mener Integrationsministeriet, at tålt ophold ikke udgør problemer i forhold til retten til privat familieliv. Nu kan jeg forstå, at justitsministeriet mener noget andet. Det er jo stærkt forvirrende signaler fra regeringen, siger Jonas Christoffersen.
/ritzau/