En af Danmarks største forfattere, Inger Christensen, er død.
Hun blev i mange år uofficielt nævnt som en seriøs kandidat til Nobelprisen i litteratur, især med udgangspunkt i sine digtsamlinger, der dominerede en produktion.
I 1962 udkom hendes første digtsamling, “Lys”. Det store gennembrud, “Det”, som er fra 1969, blev hurtigt klassificeret som et mesterværk, der i lighed med andre af hendes digte fik Politiken til at konstatere, at “Inger Christensens digte er både til tiden og uden for den”.
“Sommerfugledalen” fra 1991 blev betragtet som det andet store hovedværk i hendes digtning. Inger Christensen skrev endvidere romanerne “Evighedsmaskinen”, “Azorno” og “Det malede værelse”, ligesom der i hendes produktion også indgik børnebøger, essays og skuespil. Hun var desuden højt skattet som oplæser af sine værker.
Inger Christensen modtog bl.a. Kritiker-Prisen i 1969, Boghandlernes Gyldne Laurbær året efter og Aarestrup-Medaljen i 1973. Kjeld Abell-Prisen fulgte i 1978, Henri Nathansens Mindelegat i 1983, Holberg-Medaillen i 1987 og Det Svenske Akademis Store Pris i 1994.
/ritzau/