Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Fire studerende får penge tilbage i Århus

Publiceret: 11:29, 23. januar 2009
Fire studerende får penge tilbage fra Aarhus Universitet i sag om brugerbetaling for Erasmus Mundus-uddannelser - tre får afslag.

Fire studerende ved Erasmus Mundus-uddannelserne får penge tilbage fra Aarhus Universitet, mens tre har fået afslag. Uddannelserne er et samarbejde mellem forskellige europæiske universiteter. De studerende får penge tilbage, fordi brugerbetalingen strider mod danske regler på uddannelsesområdet.

Ifølge en vejledning fra Universitets- og Bygningsstyrelsen er det kun studerende med en bachelorgrad fra et dansk universitet, der skal have gebyret tilbage. Den vejledning følger universitetet, der nu sender i alt cirka 150.000 kroner retur.

- Det er en for alle parter rigtig kedelig sag, og det er synd for de studerende, der er kommet i klemme i denne meget komplicerede sag, siger prorektor Nina Smith, Aarhus Universitet.

Aarhus Universitet sætter nu sin lid til, at igangværende forhandlinger mellem Danske Universiteter og Universitets- og Bygningsstyrelsen vil give et tilfredsstillende resultat med hensyn til den fremtidige betalingsløsning.

/ritzau/