Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Tokyo

Clinton advarer Nordkorea

Publiceret: 07:28, 17. februar 2009
Hillary Clinton advarer Nordkorea mod at gennemføre prøveaffyring af langtrækkende missil og beder landet holde inde med provokationerne.

Det vil ikke gavne forholdet mellem USA og Nordkorea, hvis styret i Pyongyang foretager en prøveaffyring af et langtrækkende missil.

Det slog USA’s udenrigsminister, Hillary Clinton, i dag fast under et besøg i Japan.

- Den mulige prøveaffyring, som Nordkorea taler om, vil ikke være gavnlig, sagde hun på en pressekonference.

Satellitfotos har vist tegn på, at Nordkorea forbereder prøveaffyring af et Taepodong-2 missil, som muligvis vil kunne nå helt til Alaska.

Clinton gentager tilbuddet om normaliserede forhold mellem USA og Nordkorea, hvis den nordkoreanske regering leverer bevis for, at landets atomprogram er lukket helt ned.

- Men beslutningen om, hvorvidt Nordkorea vil deltage i sekspartsforhandlingerne og holde inde med provokerende sprogbrug og handlinger, er op til dem, siger hun.

/ritzau/Reuters