Skattereformen hæver afgifterne med 1,5 milliarder kroner på fedtholdig mad samt sukker. Desuden stiger en pakke cigaretter med tre kroner til 35 kroner, erfarer Ritzau.
Danskerne skal forsage tobak, sukker og fedt for at leve længere. Derfor hæver skattereformen afgifterne med knap halvanden milliarder kroner på sukker og fedt, mens tobak skal indbringe 550 millioner kroner til statskassen.
Regeringen vil hæve danskernes middellevetid med tre år i de næste 10 år. Derfor hæves afgifterne på is, chokolade og sodavand med sukker, mens der indføres afgift på mættet fedt i mælkeprodukter samt vegetabilske olier og fedtstoffer. Afgiften på chokolade, sukker og is, giver 450 millioner kroner, mens fedtafgiften skaffer én milliard kroner. Med meget mættet fedt dør flere danskere af hjerte- karsygdomme samt kræft.
Kræftsygdomme rammer især rygere, som også finansierer skattereformen. En pakke cigaretter stiger med tre kroner inkl. moms til godt 35 kroner. Det svarer omtrent til prisniveauet i Sverige og Tyskland. Desuden hæves afgiften på rulletobak med 120 kroner pr. kilo. Endelig øges værdiafgiften for cigaretter, mens stykafgiften sænkes. Tobaksforbruget ventes at falde med godt én procent med højere afgifter samt mindre grænsehandel.
/ritzau/