Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

La Coruña

AaB brød igen fodboldlogikken

Publiceret: 22:51, 26. februar 2009
AaB ikke bare vandt, men nærmest ydmygede Deportivo La Coruña torsdag aften i Uefa Cuppen. De danske mestre er nu klar til at møde Manchester City.

De danske mestre fra AaB bliver ved med at skabe larm i det pæne europæiske fodboldselskab. Her til aften spillede holdet sig således blandt de 16 sidste hold i årets Uefa Cup, da det blev til en 3-1-sejr i den anden 1/16-finale mod Deportivo La Coruña. Et resultat, der nøjagtigt som sidste uges 3-0-sejr på hjemmebane, vil blive bemærket rundt omkring i Europa.

Nordjyderne er videre med samlet 6-1, og i 1/8-finalerne venter nu Manchester City.

Netop som Deportivo La Coruña med et 1-0-mål i det 38. minut truede med at skabe spænding om kampens resultat, viste AaB, at holdet har opbygget et meget højt europæisk niveau. I stedet for at gå i panik gik danskerne i stedet op i den anden ende og lavede tre mål på første halvlegs sidste fire minutter.

Luton Shelton og Andreas Johansson på hovedstød samt Thomas Enevoldsen på en kontra forvandlede det truende 1-0 til de forbløffende cifre 1-3 i dansk favør. Sagen var afgjort, og set over to kampe er AaB’s resultat såre fortjent resultat, hvilket i sig selv er opsigtsvækkende, for det strider mod megen fodboldlogik, at et dansk hold ikke bare slår, men over to kampe udspiller - ja ydmyger - et hold fra den bedste halvdel af den spanske liga. AaB brød logikken.

/ritzau/