“Frygtelig lykkelig” gjorde næsten rent bord, da Filmmedarbejderforeningen uddelte Bodil-priserne for årets bedste præstationer i dansk film.
Instruktøren Henrik Ruben Genz’ grumme historie, baseret på en roman af Erling Jepsen, blev ved et stort show i Imperial Biografen i København hyldet som bedste danske spillefilm i 2008.
Desuden kunne tre af filmens skuespillere forlade salen med en statuette: Jakob Cedergren og Lene Maria Christensen for bedste mandlige og kvindelige hovedrolle samt Kim Bodnia for bedste mandlige birolle.
Desuden var der en Bodil til fotografen for Jørgen Johansson for hans arbejde på “Frygtelig lykkelig” og “Flammen og Citronen”.
Monotonien blev brudt af Sarah Boberg, hvis præstation i “To verdener” udløste prisen for bedste kvindelige birolle.
Hverken instruktøren af “Frygtelig lykkelig” eller de fire skuespillere har tidligere vundet en Bodil.
Årets Æres-Bodil tilfaldt Jørgen Leth som anerkendelse af hans banebrydende arbejde med filmmediet.
Filmskribenterne kårede “There will be Blood” til bedste amerikanske produktion, mens den svenske “Lad den rette komme ind” tog en Bodil som bedste udenlandske, ikke-amerikanske film.
/ritzau/