Danmark får igen verdensomspændende reklame for sin energi- og klimapolitik.
Det amerikanske nyhedsmagasin Time bringer i sit nye nummer en lang og detaljeret gennemgang af, hvordan Danmark gennem selskabet Vestas er blevet verdens førende producent af vindmøller, hvordan offentlige tilskud til miljøvenlig energi har nedsat forbruget af fossile brændsler, og hvordan Danmark er blevet det mest energieffektive land af alle på hele Jorden. USA og Kina bruger f.eks. næsten dobbelt så meget energi pr. produceret enhed som Danmark.
Artiklen har forsidehenvisningen: “Vikingerne bliver grønne: Hvis man vil se fremtiden, er Danmark stedet at være” og breder sig over fire sider inde i bladet. Time har besøgt Samsø, som i dag producerer mere CO2-fri energi end øens 4300 indbyggere selv bruger, og fremhæver Forskningscenter Risøs store betydning for Danmarks udvikling i grøn retning.
Bladet citerer statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for, at Danmark gerne vil være globalt udstillingsvindue:
- Man kan begrænse energiforbruget og CO2-udledningen og alligevel opnå økonomisk vækst, forklarer statsministeren.
Nyhedsmagasinet bemærker dog også, at VK-regeringen i 2001 lagde ud med voldsomme nedskæringer på hele det grønne område, men siden har erkendt, at det var en fejltagelse.
Time udkommer i over fire millioner eksemplarer over hele kloden hver uge.
I august 2008 var det den indflydelsesrige kommentator og klummeskribent Thomas L. Friedman, som i The New York Times gav dansk energipolitik ubetalelig omtale. Han gennemgik udviklingen i Danmark og USA siden oliekrisen i 1973, og sammenligningen fik ham til at stemple USA’s energipolitik som “ynkelig”.
/ritzau/