På papiret giver et nyt forslag fra EU-Kommissionen medicinalvirksomheder ret til selv at “informere” om deres receptpligtige lægemidler på eksempelvis internettet. Men en sådan ret vil hurtigt blive ensbetydende med “reklamering” i hænderne på medicinalindustrien.
Det mener Danske Patienter, der i dag har sendt deres bekymringer i et høringssvar til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Danske Patienter kalder slet og ret forslaget “reklamedirektivet”.
- Hele forslaget hviler på, at en lægemiddelproducent med helt legitime økonomiske interesser vil formidle uvildig information om deres egne produkter. Det tror vi ikke på, og selv om det rent faktisk kunne lade sig gøre, så handler det også om, at det vil kunne skabe usikkerhed hos patienterne, hvis det er producenterne, der oplyser dem om lægemidlerne, siger direktør for Danske Patienter Morten Freil til Ritzau.
Han erkender, at forslaget fra EU-Kommissionen netop lægger op til, at der ikke må være tale om reklamering for virksomhedernes produkter, men kun faktuelle og kontrollerbare oplysninger om produkterne.
- Men selv objektive data kan fremstilles på flere måder og dermed også mere eller mindre positivt. Derfor tror vi, det vil få karakter af reklame, hvis man lader virksomheder stå for informering om deres produkter, siger Morten Freil, der tilføjer, at oplysninger om receptpligtige lægemidler ifølge Danske Patienter bør have offentlige myndigheder som afsender.
/ritzau/