Så gik den ikke længere for AaB. Nordjydernes lange stime som ubesejrede begyndte med 2-2 ude mod Randers i slutningen af oktober sidste år og varede helt ind i foråret. Men torsdag aften blev AaB-mandskabets successerie stoppet, da holdet tabte sin første kamp i Uefa Cuppens ottendedelsfinale med 0-2 ude til Manchester City.
AaB’erne havde fra opgørets begyndelse svært ved at finde fodfæste mod en langt hurtigere spillende modstander. Og allerede efter otte minutter fik hjemmeholdets fans noget at glæde sig over, da den bomstærke ecuadorianske angriber Felipe Caicedo vristede sig fri af Michael Jakobsen og scorede på en prisgivet Karim Zaza.
Nordjyderne tilspillede sig et par enkelte gode chancer i løbet af opgøret, men det var hjemmeholdet, der sad på kampen. Efter en halv times spil kunne Shaun Wright-Phillips profitere af det, da han efter fornem solotur scorede til slutresultatet 2-0 for Manchester City.
Hvis AaB skal spille sig frem til en kvartfinalebilletten, skal der helt andre takter til i returopgøret i Aalborg på torsdag. I Manchester var der decideret klasseforskel på de to mandskaber.
/ritzau/