Ansatte i EU’s landbrugsbureaukrati skal i højere grad trække i overall og tage støvler på og begive sig ud i virkeligheden for at få bedre indtryk af landmændenes hverdag, hvilket måske kan føre til en bedre landbrugspolitik. Obligatoriske besøg på landbrug skal i hvert fald fra næste år indgå i den uddannelse, som tjenestemænd får i EU-Kommissionens landbrugsdirektorat.
EU’s landbrugskommissær, Mariann Fischer Boel (V), støtter det nye koncept.
- Hvad kunne være bedre for mennesker, som skal håndtere landbrugspolitik, end at blive opmærksom på landmændenes behov, siger hun ved et pressemøde i dag.
Formålet med den nye linje er at øge forståelse for de udfordringer, som landbruget står over for. Det kan henad vejen føre til en politik, som er bedre tilpasset Europas landmænd.
Det er dog ikke klarlagt i detaljer, hvordan besøgene i landbruget skal foregå, og hvordan det nye koncept videre skal indgå i uddannelserne. Forslaget indgår i en større gennemgang af EU’s landsbrugspolitik, hvor det blandt andet også fastslås, at EU-Kommissionen må fortsætte arbejdet med at forenkle lovtekster, så de bliver mere forståelige.
Fischer Boel venter også, at det vil lykkes at nå et mål om at formindske antallet af regler inden for landbruget med 25 procent i 2012.
/ritzau/TT