Kasper Wilton skifter fra Odense Teater til Folketeatret i København, hvor han tiltræder stillingen som direktør den 1. juli næste år.
Det oplyser bestyrelsen for Folketeatret i en pressemeddelelse.
Wilton afløser Waage Sandø, der har siddet på posten i tre år, når han takker af efter den kommende sæson. Sandø har stået for den store fusion mellem Folketeatret og det turnerende Det Danske Teater, som førte til det ny og officielle navn folketeatret.dk.
Kasper Wilton havde ledet Vendsyssel Teater i fire år, da han i august 2000 blev direktør på landsdelsscenen i den fynske hovedstad. I sin tid på Odense Teater har Wilton styrket teatrets profil og været ansvarlig for et repertoire, der er blevet belønnet med en markant stigning i publikumstallet.
Ved siden af arbejdet som teaterchef har den 48-årige Kasper Wilton også virket som instruktør.
Iført denne kasket stod han bl.a. for “Jægerbruden” og “Tryllefløjten” på Den Jyske Opera. Senest har han iscenesat Odense Teaters meget roste version af Lars von Triers filmklassiker “Breaking the Waves”.
Stillingen som Kasper Wiltons efterfølger vil blive opslået om kort tid, oplyser teatret.
/ritzau/