Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Oshikati, Namibia

Værste oversvømmelser i Namibia i 40 år

Publiceret: 14:45, 30. marts 2009
Over en kvart million mennesker er blevet ramt af oversvømmelser i det sydlige Afrika. Ikke siden 1969 har Zambezi-flodens vande stået så højt som nu.

Namibia og Zambia er ramt af de værste oversvømmelser i regionen i 40 år. Kraftig regn har fået Zambezi-floden til at gå over dens bredder, hvilket har lagt hele landsbyer under vand og ødelagt livsvigtige afgrøder.

- Omkring 300.000 mennesker er berørt af oversvømmelserne, siger Peter Kragh fra Beredskabsstyrelsen, der er sendt til Namibia for at vurdere katastrofens omfang.

- Op imod 20.000 af disse har måttet flygte fra deres hjem, skønner den danske kolonnechef, der befinder sig i Oshikati i den nordlige del af landet.

- Der bor kun to millioner mennesker i Namibia, men de bor næsten alle sammen heroppe langs grænsen til Angola, forklarer Kragh, der leder en gruppe eksperter udsendt af EU’s fællesskabsordning inden for civilbeskyttelsesområdet.

I Namibia har regeringen erklæret landet i undtagelsestilstand, og i Zambia er luftvåbnet ved at gøre klar til at flyve folk ud af de oversvømmede områder.

Ikke siden 1969 har vandstanden i Zambezi-floden været så høj, som den er nu. Situationen ventes i de kommende dage at blive alvorlig i især Caprivistriben, en 500 kilometer lang tange mellem Zambia og Botswana.

- Vandet er ved at stige i Capriviregionen. Der bor omkring 60-70.000 mennesker derude, og der er situationen altså ikke ret god, siger Peter Kragh, der daglig sender situationsrapporter hjem til EU.

Der er hårdt brug for telte, moskitonet og sundhedssæt i de oversvømmede områder. De tusinder af mennesker, der har måttet flygte fra deres oversvømmede landsbyer og hjem, er blevet placeret i flygtningelejre, hvor forholdene, ifølge Beredskabsstyrelsens mand, er “meget dårlige”.

Han frygter, at der i den nærmeste tid kan udvikle sig en koleraepidemi, for ikke at tale om malaria.

/ritzau/