Danmark er umiddelbart et godt sted at bo for bøsser og lesbiske sammenlignet med andre europæiske lande. Vi accepterer både homoparader, og at homoseksuelle kan adoptere. Men i ægteskabslovgivningen og udlændingeloven diskrimineres de fortsat, ligesom politiet ikke i tilstrækkelig grad registrerer hadeforbrydelser mod bøsser og lesbiske.
Det er konklusionen på en ny, stor undersøgelse af homofobi i Europa, som offentliggøres i dag i Bruxelles. Bag rapporten står Det Europæiske Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA), der for første gang har forsøgt at blotlægge homofobi i de europæiske lande.
- Umiddelbart ser det ud som om, homoseksuelle har samme rettigheder i Danmark, men de kan stadig ikke blive gift i kirken. Det er også meget sværere at blive familiesammenført med en partner af samme køn end med én af modsat køn, siger afdelingsleder Mandana Zarrehparvar, Institut for Menneskerettigheder, der sammen med Cowi har udarbejdet rapporten på vegne af EU-agenturet.
Desuden er politiet stadig dårlige til at registrere de såkaldte hadeforbrydelser mod bøsser og lesbiske, så det bør der kigges nærmere på, mener Mandana Zarrehparvar.
Baggrunden for undersøgelsen er, at intolerancen over for seksuelle minoriteter er stigende i EU både blandt politikere og religiøse ledere i f.eks. Italien og Polen.
Ifølge rapporten er Danmark sammen med Sverige og Holland de mest tolerante lande over for bøsser og lesbiske, mens Rumænien ligger i bund.
- Men selv om Danmark er et godt sted for seksuelle minoriteter, så er der slanger, og vi må være opmærksomme på den diskrimination, der eksisterer på grund af fordomme. En diskrimination, der måske er meget mere skjult end andre steder, for eksempel på arbejdspladser og i nattelivet, siger Mandana Zarrehparvar.
/ritzau/