Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Århus

Intet løft til sikkerhed i tivoliparker

Publiceret: 19:41, 5. april 2009
Sidste sommer lovede politikerne bedre sikkerhed i de danske forlystelsesparker. Men netop, som sæsonen begynder, er intet sket.

2008 var et sandt annus horribilus for tivolier og forlystelsesparker. Ulykkerne regnede ned over Tivoli Friheden i Århus, Tivoli i København og Fårup Sommerland i Nordjylland, skriver Århus Stiftstidende.

Politikere var hurtigt ude med at varsle opstramninger i sikkerheden. Men det til trods er der ikke sket noget som helst. Ved åbningen af 2009-sæsonen er lovgrundlaget præcis det samme, som det var i 2008.

- Det er en ulykkelig situation, at folk, der vil more sig med deres børn, ikke kan være sikre på, at mekanikken, de morer sig med, ikke medfører ulykker, siger Anne Baastrup (SF), medlem af Folketingets retsudvalg, til avisen

Justitsministeriet er i gang med at forberede en opstramning af den bekendtgørelse, der fastlægger kontrollen af forlystelser. Men hvad den konkret indeholder vides endnu ikke. Og den ventes først færdig om en måned. Altså lang tid efter den nye tivolisæson er gået i gang.

Folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S) stiller snart sit eget beslutningsforslag om skærpede sikkerhedsregler.

- Jeg forventer ikke, at der er meget at hente i Justitsministeriets opstramning, siger Bjarne Laustsen til Århus Stiftstidende.

/ritzau/