20.000 sydafrikanske valgsteder slog her klokken syv dørene op for 23 millioner vælgere, som i dag skal vælge 400 medlemmer til landets parlament.
De skal så om to uger pege på en præsident, og det bliver temmelig sikkert den kontroversielle ANC-leder Jacob Zuma, der indtil for blot to uger siden havde alvorlige korruptionsanklager hængende over hovedet.
Dem har hans modstandere forsøgt at bruge til at så tvivl om hans troværdighed og evner til at løse landets problemer. Men ANC rider stadig på en bølge af popularitet på grund af bevægelsens kamp mod det hvide minoritetsstyre, som førte til afskaffelsen af apartheid. Desuden kan mange fattige sydafrikanere spejle sig selv i 67-årige Zuma, som er søn af en husholderske og har lovet at forbedre forholdene for de fattige.
Den opgave er dog ikke ligefrem blevet gjort nemmere med finanskrisen, og 43 procent af landets 48 millioner indbyggere lever stadig for mindre end 12 kroner om dagen. Desuden er korruption fremherskende og kriminaliteten voldsom. Hver dag bliver der begået 50 drab.
ANC ventes at få 60 procent af stemmerne ved dagens valg.
/ritzau/AFP