Eksamenssnyd på universiteterne skal have helt klare konsekvenser.
Sådan lyder meldingen fra videnskabsminister Helge Sander (V), der er klar til at se på alle muligheder for at komme det stigende problem til livs.
- Det nytter ikke, at de studerende tror, at de kan plagiere, snyde eller komme lettere til resultaterne, uden at det får alvorlige følger. Det skal straffes på samme måde, som når man bliver straffet for skattesnyd. Og det er en opgave for domstolene, siger videnskabsminister Helge Sander (V) til Ritzau.
Han vil nu også kigge på et forslag om at lave en register over snyderne, som Jens Oddershede, formand for universitetsrektorerne, har fremsat.
- Jeg er meget lydhør over for alle forslag der er kommet frem. Men vi skal løse problemet inden for lovens rammer, og derfor skal det vurderes, om det er i konflikt med datatilsynet og personregisterloven. Der skal dog ikke være tvivl om, at vi skal have fjernet eksamenssnyd, siger ministeren.
/ritzau/