- Giv folk mere kunst og kultur, så lever de ikke bare bedre, men også længere.
Sådan lød det fra Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, da han i sin 1. maj-tale på Herning Kunstmuseum direkte opfordrede sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) til at satse på kunst og kultur som behandlingsform i sundhedsvæsnet.
- I Danmark er vi langt bagefter med at anvende kunst-og kulturoplevelser i såvel forebyggelse som behandling, og jeg mener, at sundhedsministeren fra næste finansår skal afsætte en pulje til at sparke indsatsen i gang.
- Det kan faktisk redde menneskeliv, sagde Mogens Jensen, der holdt sin tale sammen med kunstneren Bjørn Nørgaard.
Ordføreren henviste i sin tale til et omfattende svensk forskningsprojekt, der har påvist, at mennesker, der regelmæssigt udsættes for kulturelle oplevelser, lever længere.
I Norge, Sverige og England har myndighederne længe arbejdet med at integrere kunst og kultur i behandlingsforløb i sundhedsvæsnet.
/ritzau/