Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

Tbilisi

Georgiske kampvogne på vej til kupbase

Publiceret: 11:23, 5. maj 2009
Georgien sender soldater til militærbase, hvor Rusland beskyldes for at stå bag planer om et militært oprør under omstridt Nato-øvelse, som indledes i morgen.

Omkring 30 kampvogne og pansrede mandskabsvogne med bevæbnede soldater forlod kort før middag dansk tid den georgiske hovedstad, Tbilisi, og kørte i retning mod en militærbase, hvor den georgiske regering hævder at have afsløret planer om et militærkup.

De georgiske indenrigsministerium beskylder Rusland for at stå bag, og en talsmand siger, at de personer, der var involveret, har modtaget penge fra Rusland.

Oprøret skulle ifølge den georgiske regering være iværksat på militærbasen Mukhrovani under en Nato-øvelse. Moskva har kraftigt protesteret mod, at 1300 Nato-soldater fra i morgen deltager i den over tre uger lange øvelse 70 kilometer fra grænsen til Sydossetien - udbryderregionen, som i august i fjor var årsag til en fem dage lang krig mellem Rusland og Georgien.

Journalister, som i dag prøvede at nærme sig Mukhrovani-basen, blev stoppet af georgisk politi flere kilometer fra basen, rapporterer en Reuters-reporter på stedet.

En person er foreløbig anholdt, og de andre mistænkte soldater tilbageholdes på basen, hvor kommandøren er sat fra bestilling.

- Hovedformålet med oprøret var at forpurre Nato-øvelsen. Vi er i forhandlinger med soldaterne på Mukhrovani-basen, og jeg håber, at dette oprør snart vil være overstået, siger den georgiske forsvarsminister, David Sikharulidze, til nyhedsbureauet Reuters.

Konflikten med Rusland har sat en foreløbig stopper for Georgiens ambitioner om at komme med i Nato. De seneste uger har Kaukasus-landets opposition ført an i protester mod den provestlige præsident, Mikhail Saakashvili, som også er en i torn i øjet på Moskva.

En unavngiven russisk sikkerhedskilde afviser dog, at Rusland står bag kupplanerne.

- Dette er Saakashvili-regimets mareridt og dødskamp, siger kilden til nyhedsbureauet Itar-Tass.

Nato nægter foreløbig at kommentere dagens hændelser i Georgien.

/ritzau/Reuters