Den hårdt pressede georgiske præsident, Mikhail Saakashvili, inviterer repræsentanter for oppositionen til direkte forhandlinger i morgen i et forsøg på at komme ud af en månedlang konflikt med demonstrationer, som har lammet det politiske liv i den tidligere sovjetrepublik.
Det oplyser talsmænd for begge sider.
Det er militærfolks oprør på en kaserne onsdag i sidste uge og efterfølgende demonstrationer, der har skabt frygt for yderligere politisk uro, og som har fået Saakashvili til at kalde oppositionsfolk til sig.
Oppositionen har siden 9. april gennemført en lang række protester mod Saakashvili, som anklages for at løbe fra sine løfter om mere demokrati og økonomisk fremgang. Præsidenten anklages for diktatoriske manerer og for at ville blande sig i alt.
Oppositionen, der står mere samles end tidligere, kræver Saakashvilis afgang.
Politiske iagttagere advarer om, at situationen er “eksplosionslignende”, og de advarer om en forværring af konflikten.
/ritzau/Reuters