Skip to Content
Onsdag 15. februar 2012

København

Brad Pitt i parcelhus på Kongens Nytorv

Publiceret: 13:37, 11. maj 2009
Kunstnerisk projekt i forbindelse med klimatopmødet belyser, hvordan superstjerner kan udnytte deres position til at påvirke vores syn på aktuelle problemer.

En miljøbekymret Brad Pitt flytter i slutningen af året ind i et parcelhus midt på Kongens Nytorv i København.

Det sker vel at mærke i en kunstnerisk sammenhæng, idet Kunstrådets udvalg for scenekunst har besluttet sig for at støtte et projekt, som teaterfolkene Tue Biering og Christian Lollike lancerer i forbindelse med klimatopmødet i december.

De to kunstnere stiller et hus op på pladsen, og indenfor vil forskellige medvirkende give deres version af skuespilleren Brad Pitts bekymringer for miljøet.

Projektet kan følges på nettet, på filmklip og ved at besøge huset. Formålet er at vise, hvordan superstjerner kan udnytte deres position til at ændre vores handlemåde og påvirke vores syn på aktuelle problemer.

Kunstrådet støtter projektet med midler fra den såkaldte aktualitetspulje. Den er oprettet for at skabe plads til projekter, som kommenterer aktuelle emner og derfor skal kunne realiseres med kort varsel.

I denne omgang bevilgede rådet i alt 890.000 kr. til fem projekter.

Tue Bering er impliceret i et andet projekt, hvor han sammen med Jeppe Kristensen vil sætte fokus på asylansøgernes vilkår.

Det sker ved at lade nogle af dem spille de seks venner fra tv-serien “Friends”.

/ritzau/